Har lige skrevet et svar til en veninde der for kort tid siden mistede sit lille bitte barn, og det slår mig. Det er kun 3 år siden jeg sad med så tomme arme, og græd og plantede og vandede ved den røde bænk og min lille døde pige.
Og nu kun 3 år efter sidder jeg med armene helt fulde, er træt og har ondt i hovedet af at danse rytmik med 2årig, med skrigebillebaby i viklen…
Og jeg tænker om det virkelig kan passe, at det kun er 3 år siden…
Og så lukker jeg øjnene, og jeg kan genkalde hendes duft, og hendes tyngde i mine arme. Og jeg mærker at det er kun 3 år siden…
5 kommentarer:
Stort tillykke med at du er super cool mor til tre fantiske tøser:-)
Kæmpe krammer
Ja, tænk en gang. Tre år lyder pludselig af ingenting når man tænker på alt det der er sket på den tid.
Ja, tre år er ingen tid. Tænk, at der kan ske så meget på så kort tid. Jeg håber, at når jeg ser tilbage på alt det her om 2 1/2 år, så er der også sket en masse i mit liv. For lige nu virker det egentlig som om jeg er gået lidt i stå, efter at Ask døde. Men når man ser det hele lidt på afstand, så er livet jo egentlig gået videre, selv om det lyder som sådan en forslidt klichee.
Ja Line. Man må sige, at du har nået en masse på 3 år. Der er ikke noget at sige til, at du bliver lidt forpustet ind imellem. Når det så er sagt, så synes jeg - ligesom stelsig - at du er super.
Kære Astrid,
Det er dejligt hvis Indias fortælling hjalp og hjælper dig... Og jeg har den største tiltro til at du har gjort lige det der var rigtigt for dig midt i det forkerte...
Mia, tak, med lidt flove kinder...
Sofie, ja det er fandme lang tid... På kort tid...
Susanne, tak - det er jo det! Der er jo en grund til jeg er forpustet! TAK!
Send en kommentar