Tilbage til start

Igår var vi en tur på børnemodtagelsen med bræk-syg Sibille, der havde kastet alt op et døgn og ikke havde tisset i et ½ døgn. Hun var allerede i bedring og havde kun svag væskemangel. Vi kom hjem igen. Med et stk. syg far.
Det er kun 2½ uge siden hun sidst var bræksyg. Så har den været rundt i familien, her og der og hos bedsterne og nu er den så tilbage til start. Jøsses.
Sibille hun er altså fandme sej! Hun præsterede at grine og kaste op samtidigt en gang. Ojs altså.
Da Raja var præcis ligeså gammel som Sibille er nu, var hun også et smut forbi børnemodtagelsen med præcis samme sygdom. Men med en Line der var sent til tælling på en helt helt anden måde en rolige Line var igår.

Jeg er faktisk ret imponeret over hvor lidt påvirket jeg var af det hele igår. Jeg ville bare gerne have Sibille hjem i vante omgivelser. Var sikker på hun restituerede bedst herhjemme.
Jeg fortalte ikke læger og sygeplejersker om India. Kun om Raja.
Og det gør mig både lidt trist og lidt stolt. Trist at hun er bundfældet så meget i mig. Lettet over at hun er bundfældet så meget i mig. Hendes væren i mig er mere rent. Ikke forplumret af angst, usikkerhed på mig selv og frygt for at miste Sibille og Raja, der bliver aktiveret ved det allermindste (og alligevel er jeg stensikkert mere på mærkerne).

Det er så underligt når jeg mærker jeg har rykket mig. Det er altid den samme lettelse over at være nået hertil. Lettelse over ikke at skulle mærke den der angst og usikkerhed i min mave i tide og utide. Lettelse over ikke at være så hudløs, følseom og på stikkerne. Samtidig er det et skridt længere væk fra de varme dage i juni 2006. Da jeg havde en svag fornemmelse af alt det jeg skulle igennem før jeg... Kom hertil?
Jeg er stækt modstander af sorgforståelse i fase-tænkning. Stærk som i: "jeg tror ik på det pis, lad så vær med at boks'ér mig"! Alligevel kan jeg fornemme på mange af mine med-engle-mødre at rejsen er ens på mange måder. At mange der har fået levende barn nummer to, tænker og beskriver de samme ting (eller bliver vi blot inspireret af hinanden, til pludselig at syntes vi føler så ens?!).
Vi går Indias 4. fødselsdag i møde. Hun er stadig stendød, og hendes univers har forandret sig så vildt meget siden hendes første fødselsdag. Jeg ønsker mig ikke et sekund tilbage.
Og så alligevel kan jeg i split-øjeblikke savne den tid hvor alt blev følt igennem. Hvor alt var husdløst, følsomt og tilladt. Da jeg ikke holdt på mig selv. Da hun stadig var tæt på og fyldte. Da erfaringerne og følelserne fra India stadig dominerede. For det gjorde at hun var nærværende.
Og jeg tænker også om det at jeg ikke flippede ud på børnemodtagelsen igår også er et resultat af, at jeg blot har lært at håndtere mine følelser bedre. Lært at holde på mig selv. Eller om jeg virkelig er blevet cool? (Kan i se på alle mine !? at jeg har opdaget vi har haft tv3 i 2 år uden at vores fljernsyn har været indstillet til det, og at jeg nu, efter at have fundet denne freaky kanal, ser "sex in the city" hver aften når jeg godnat-ammer?)
Jeg skal finde en ny måde at have India nærværende på. Jeg føler mig totalt moden til lidt India-forandring. Den udfordring tager jeg med mig når vi nu går foråret i møde...

Indtil det der forår kommer, så vil jeg pleje mine syge børn. Og måske kaste op en gang eller 7.

Jeg er glad

Rigtig glad endda. For at være hjemme. For at vi snart kan tage i kolonihaven. For at Sibille næsten sov igennem i nat. For at Raja er totalt kær og sej. Og for vores nye robot. (Thor syns dens system er irriterende (han kan ikke regne det ud, det er det der er irriterende). Sibille er vildt bange for den. Og Raja har lange mange samtaler med den. )

En veninde fortalte mig igår at der er lavet en undersøgelse om at barn nummer et (og jo, India er jo barn nummer et, men tror den der undersøgelse har en fejlmargen med døde børn, så vi tæller lige fra Raja) skaber lykke. Barn nummer to (Sibille) skaber hårdt arbejde. Den tygger jeg på. Og piver lidt når jeg tænker på det. For jeg er tildels enig. Men det gør ondt i mit hjerte at tænke på at Sibille ikke får samme mængde "lykke-tilbage-i-hovedet-smil". Hun fortjener det ligeså meget som Raja gjorde. Hun bliver kigget på med meget trætte øjne, og alt for få; "hva skal vi lege nu lille skat". Hun er så skøn, og hun skal huskes. Nogle gange er hun blot er en håndtaske, og verdens mindst stimulerede barn.
Sådan skal det ikke være. Sibille, du skal også have det bedste (som vi har at give)...

Der er kommet en lille bitte vintergæk ved Indias sten. Det gør mig også glad. Tænk at noget så banalt kan gøre en mor så glad, midt ovenpå alt det døde...

Hjemme

Vi er hjemme igen. Og det er ubeskrivligt dejligt. Blandet med en uro og angst for om alt nu er som det skal være. Brændt barn...

Raja og Sibille er også glade for at være hjemme. Jeg troede ikke Sibille ville kunne huske hjem. Men det er der ingen tvivl om hun kan. Vi er hjemme. Det er dejligt.

Her er flyttekasser overalt. Det hele er på grænsen til kaos. For efter sån en skimmelskade skal der ordnes i bund. Det tager tid. Og vi går med livrem og seler. Alt bliver vasket. Tørret af. Vasket. Og så er vi igang med sortering, udsmidning og organisering. Vi har fået fokus på indeklima på den hårde måde. Nu skal der orden på sagerne.
Imorgen kommer robotten. Den skal sørge for støvfrit gulvmiljø.

Jeg har været temmelig paranoid siden vi kom hjem. Lugtet mærkelige lugte overalt. Syntes at Rajas astma blev slem over natten efter vi kom hjem. Kunne mærke det på min egen astma. Ser spøgelser (gid det var min India der var forbi). På den anden side er Sibilles astma blevet en million gange bedre efter hjemkomsten (?!). Og egentlig tror jeg bare ikke helt jeg kan stole på mine fornemmelser, intuitioner og gisninger. Der er meget tilfældighed og psykosymatik (?!) i det her tænker jeg. Jeg føler mig svampeskør. Jeg overlader det til de der ingenører der tester hytten igen om 1½ måned!
Sansynligheden for at her er mere skimmelsvamp er omtrent den samme som i alle andre boliger nu... Ja ja, men statestikken har faktisk aldrig været på min side.

Raja er syg. Ellers ikke syg, har bare forbandet ondt i ørene og er ved vagtlægen med Thor. Sibille tager sig et eller andet spring og vågner hvert 15. minut omtrent. Jeg er igang med at male vores karlekammerskab gult. Meget gult! (min mors kommentar var latter)...

Nå, men det var nyt herfra. Det var tiden jeg kunne spilde på indernettet for denne gang. For jeg har vist ikke fået skrevet om hvor befriende det egentlig var på Gran Canaria ikke at være på nettet, på holdt, på på på. Ikke engang på telefonen (som den dumme danske turist fik stjålet). Livet mit skal leves på denne side af skærmen, her hvor jeg sidder nu. Det er vigtigt. Det er her jeg hører til. Jeg er færdig med være forpligtet til en forpligtelse jeg selv har skabt.
Så nogle gange og lidt mere forsvinder jeg fra skærmen. Den internetske verden er mit redskab, ikke her jeg lever mit liv. Det fandt jeg ud af føltes helt rigtigt...

Kleinsmekker

Jeg er simpelthen så vild med det Lotte laver. Hold da fest en runde iaften! Jeg er totalt kleinsmekker-fan.

Sibille i Raja Mei Tai:

- Kivi og Betina. I alt det her flyttehalløj svedte jeg FULDSTÆNDIG jeres ringslynger ud! Send mig lige en mail med jeres adresser igen og de vil blive sendt afsted så snart jeg rammer broen! UNDSKYLD! -

Det letter lidt igen

Sibille er blevet en fuldfed baby på 8 måneder. Hun er fantastisk. Og ved et tilfælde fandt vi ud af at hun kan spise selv, vi er begyndt til rytmik og hun græder egentlig meget lidt og kun fordi det er hendes sprog. Sagt på en anden måde; den hårde spædbarnsfase, som jeg altså bare ikke syns er verdens største fest, er slut.
Jeg har altså ikke haft verdens nemmeste spædbørn. Og selvom mange måske mener at man selv skaber den seng man ikke sover i (eller hvordan det nu er), så piver jeg alligevel mens det står på.

Men igår slog det mig faktisk; mine aftener er rolige, vi laver aftensmad (næsten) hver dag. Jeg sover okay meget om natten. Ingen har haft feber et par uger. Jeg tror Sibilles oceaner af medicin begynder at virke. Jeg har fregner. Og idag er jeg alene hjemme! På lørdag er det jul. På tirsdag flytter vi hjem i Husumgade. Som Raja siger; "mor arbejdsmændende larmer ikke i Husumgade mere, så nu kan vi godt sove der". Imorgen skal Raja og jeg i biografen. Måske have en kop fadder-kaffe og på cafe.
Jeg syntes det hele letter lidt. Jeg har ihvertfald troen på fremtiden intakt igen. Og den er faktisk meget vigtig. Det fandt jeg ud af mens den et kort øjeblik var væk!

Et besøg hos India

Idag var jeg på besøg hos India. Det føles næsten ikke som at besøge hende. For stedet og hun er jo min og mit. Og man besøger jo ikke hjem og sit...
Jeg tog mig god tid. Jeg puslede. Jeg var alene. Bare alene, lidt sammen med India.
Det var tiltrængt at være der igen. Med god tid. Til tanker og puslen. Og til at se hvad der var der under alt sneen. Nytårspynten lå der. Og et par erantis var næsten fremme.
Jeg græd. Der er langt mellem jeg græder hos India. Idag var bare så overvældende. For hun har fået en ny nabo. Midt mellem India og Klemmens, ligger nu lille Tjalfe. Og de friske blomster, breve og bånd fra begravelsen sendte mig tilbage til den der varme dag i juni 2006. Da min lille India på allersmukkeste vis blev begravet. Og jeg kan stadig genkalde hvert et minut fra dagen, kirken, blomsterne, eftermiddagen på tæppet ved hendes plet hvor alle kortene blev læst. Følelsen af at være blevet både fuldstændigt forløst og samtidig fuldstændig tømt. Jeg husker det og genkalder det, men blot i et splitsekund. For Raja er bange for en edderkop og Sibille vil gerne tilbage i min mave (hun er meget 8 måneder).
Jeg sender en tanke til de forældre der ikke oplever det i glimt lige nu, men er i det med hele dem. Mest sender jeg tanker til lille Tjalfe. Gad vide hvad han var og var blevet for en lille fyr...

Jeg har lige været oppe hos Raja

Hun sover. Og hun havde en sut i munden og en i hvert øre. Det så faktisk ret sjovt ud :)