På næste søndag skal Raja døbes, det hele er blevet planlagt lidt spontant, og det hele blir sådan lidt oppe fra og ned. Hun skal døbes i den kirke hvorfra India blev begravet fra. Og af den samme præst der døbte og begravede India.
Jeg tænker det blir en smuk, dejlig og lidt hård dag. Denne gang er barnet i mine arme sprællevende, gudseklov for min Raja. Men stemningen, stedet og glæden vil uden tvivl puste til min sorg, sorgen over min Indias død.
Det skal være Rajas dag, og jeg skal øve mig i diciplinen, at være sorgfuld uden det kaster skygge over den levende bøfs liv... Det er nu Raja begynder at forstå og se og begribe min sindsstemning. Jeg håber øvelse gør mester, og at tiden gør mig mere godt. For diciplinen kan stadig være urimelig svær, men efterhånden heldigvis kun monemental nødvendig.
For når det hele stikker imaven, lige der siger Raja "pizza" giver Pohhh et fingerkys, klapper med til sangen og griner smørret, og jeg er tilbage i den rille der er så skøn at jeg får et helt andet slags stik i maven.
onsdag den 13. august 2008
tirsdag den 12. august 2008
Vi har ikke fået nok bål og brænd
Så vi bliver hængende lidt endnu.
Jeg brændte lige lidt sammen i går. Raja sover urimeligt dårligt efter at være startet vugger, og det er bare kun mig hun vil have om natten. I hendes vågne timer vil hun også bare have sin mor(gudskelov for Raja delux Mei Tai:). Lige meget hvor blid, kærlig og rummelig jeg end gerne ville være, så brændte jeg lige lidt sammen igår. Jeg blev en bitterfisse, græd lidt og ville bare hjem til den røde bænk, pommes fritter (jeg er nemlig også for alvor gået igang med at tabe mig) og jeg ville sove...
Heldigvis har jeg verdens bedste kæreste. Efter en forfærdelig nat (og vi taler om 10-15 vågninger med en bøf der sætter sig op og græder efter mor og far mens hun siger "hej hej far, gå gå, hej hej far" - av mit hjerte, og det selvom vi ligger LIGE klods op af tyttebarnet) stod han op med hende, kørte ind til "byen" og købte bleer med fisen, lod mig sove til klokken 11 - ELLEVE! Gav mig god tid til "morgen"bad og kaffe. Raja var glad. Og prikken over i'et var at jeg havde fået svar fra mine vejledere, der dog havde temmelig væmmelig mange kommentarer til min bachelor-synops. Men det betyder jo at jeg kan arbejde lidt heroppefra om aftenen, og så kan København være København uden os, vi blir lidt endnu. Skal bare være hjemme inden mandag morgen hvor jeg skal til jobsamtale. Yep...
Det eneste der jo ikke rigtigt går op i en højere enhed er at jeg savner at kigge til min India. Det giver mig bare ro i hjertet at være forbi hendes plet. Men sådan må det jo være. Det er en god øvelse i at huske at Indiabarnet er død. Hun kan ikke være med mig hele tiden. Det er jo det slemme og urimelige i det hele. Måske er det okay jeg ikke får den ro, trøst og dulmelse som hendes røde bænk giver mig. For hun er jo stendød, og det må godt nogle gange kunne mærkes.
Kan godt se mine indlæg heroppefra bærer lidt præg af ø-kuller. Men de giver mig altså luft så jeg ikke ender med at stemme en hjem!
Jeg brændte lige lidt sammen i går. Raja sover urimeligt dårligt efter at være startet vugger, og det er bare kun mig hun vil have om natten. I hendes vågne timer vil hun også bare have sin mor(gudskelov for Raja delux Mei Tai:). Lige meget hvor blid, kærlig og rummelig jeg end gerne ville være, så brændte jeg lige lidt sammen igår. Jeg blev en bitterfisse, græd lidt og ville bare hjem til den røde bænk, pommes fritter (jeg er nemlig også for alvor gået igang med at tabe mig) og jeg ville sove...
Heldigvis har jeg verdens bedste kæreste. Efter en forfærdelig nat (og vi taler om 10-15 vågninger med en bøf der sætter sig op og græder efter mor og far mens hun siger "hej hej far, gå gå, hej hej far" - av mit hjerte, og det selvom vi ligger LIGE klods op af tyttebarnet) stod han op med hende, kørte ind til "byen" og købte bleer med fisen, lod mig sove til klokken 11 - ELLEVE! Gav mig god tid til "morgen"bad og kaffe. Raja var glad. Og prikken over i'et var at jeg havde fået svar fra mine vejledere, der dog havde temmelig væmmelig mange kommentarer til min bachelor-synops. Men det betyder jo at jeg kan arbejde lidt heroppefra om aftenen, og så kan København være København uden os, vi blir lidt endnu. Skal bare være hjemme inden mandag morgen hvor jeg skal til jobsamtale. Yep...
Det eneste der jo ikke rigtigt går op i en højere enhed er at jeg savner at kigge til min India. Det giver mig bare ro i hjertet at være forbi hendes plet. Men sådan må det jo være. Det er en god øvelse i at huske at Indiabarnet er død. Hun kan ikke være med mig hele tiden. Det er jo det slemme og urimelige i det hele. Måske er det okay jeg ikke får den ro, trøst og dulmelse som hendes røde bænk giver mig. For hun er jo stendød, og det må godt nogle gange kunne mærkes.
Kan godt se mine indlæg heroppefra bærer lidt præg af ø-kuller. Men de giver mig altså luft så jeg ikke ender med at stemme en hjem!
mandag den 11. august 2008
Vær min ven
Jeg er sgu faldet tilbage til patten, tibaus er jeg på facebook. Med ny profil, og sir altså nej til alle de der skumle nogle fra fortiden der begyndte at hjemsøge mig(også i drømmende om natten, skumle drømme om ajax-håndbolde på tuden). Jeg hedder Line Svendsen, vær min ven...
Satans til lede små bæster
Jeg har lige fjernet flåt nummer 7 fra mig. Tre af dem fra brysterne endda! Grrrr. Thor har indtil videre haft 2, Raja ingen. Den fordeling er nok igrunden helt udemærket.
Vi har det stadig skønt. Vi har lavet brumbærsyltetøj, snobrød og været ude på den skønneste plet. En lille flække med 7 huse, udsigt over den smukke sø, Imelln og en masse får, geder, køer, høns og katte. Jeg kunne satme godt finde 6 dejlige familier og emigrere til Sveriges skove med. Det satte ihvertfald drømmene igang. Men mon ikke drømmen hurtigt ville blive til et mareridt for en bybo som mig. Skørt nok lader det også til at Raja er en selvskabspapegøje som os. Hun opsøger et hvert møde med mennesker herude i skoven. Nej Thors praktik til Cambodia er nok den rette slags drøm for os at drømme lige nu...
Vi har det stadig skønt. Vi har lavet brumbærsyltetøj, snobrød og været ude på den skønneste plet. En lille flække med 7 huse, udsigt over den smukke sø, Imelln og en masse får, geder, køer, høns og katte. Jeg kunne satme godt finde 6 dejlige familier og emigrere til Sveriges skove med. Det satte ihvertfald drømmene igang. Men mon ikke drømmen hurtigt ville blive til et mareridt for en bybo som mig. Skørt nok lader det også til at Raja er en selvskabspapegøje som os. Hun opsøger et hvert møde med mennesker herude i skoven. Nej Thors praktik til Cambodia er nok den rette slags drøm for os at drømme lige nu...
søndag den 10. august 2008
Heysan
Vi hygger i hytten. GOSH her er fedt. Vi bor midt i en skov, her er får, køer, flåter, vi laver snobrød og bål, bager hindbærkager af brumbær fra skoven og bader i søen. Og her er store frøer der er lidt farlige, de hopper jo, og man må godt skrige lidt ik? Vi lugter af bål, men det er lige meget for vi møder højst en håndfuld mennesker om dagen. Og tænk engang. Hytten er meget arbejdsglade farlige-farfars, så her er hul igennem til cyberspace, lige her midt i skoven - tju bang hvor vi kan...
Jeg tror denne flugt fra den nye hverdag har gjort Raja godt. Hun reagerer altså voldsomt på alt det her nye. Hun vågner om natten og klynker "hej hej far, gå gå, hej hej far". Hun græder og klynker når en af os går og hun spiser næsten ikke(i forhold til hvad hun plejer ihvertfald). Hun skælder også meget ud, og hun slår mig i ansigtet. Av mit hoved og av mit hjerte.
Vi har ikke været i tvivl om at Syvspringeren var det bedste sted for hende at gå, vi har den fulde tillid til de dejlige mennesker dernede. Og at det var det helt rigtige at hun skulle afsted nu. Men vi er nu blevet i tvivl om det er godt for Raja. Vi giver det til 1. november. Har hun det ikke bedre der, så tager vi hende ud, og passer hende hjemme. Sådan må det være, hun er ikke bare utryg, hun er skræmt, og det er ikke godt for noget.
Det sidder dybt i mig at en god mor er en cool mor. Jo mere nonchelan man er med de der småbørn, jo mere af det man kan fra før man fik børn, jo mere succesfuldt er forældreskabet. Jo mere tillid ens barn har til sin omverden, jo større en succes og omfattende har vores kærlighed og omsorg til hende været. Jo nemmere hun er, jo bedre forældre er vi. Man skaber selv det barn man har. Det er både det smukke og det skræmmende ved at blive mor og far.
Jeg er ikke længere sikker på dette er så sandt. Jeg tror nærmere at det barn man får i nogen udstrækning skaber de forældre man bliver. Ihvertfald er det vigtigt for mig at gøre hvad vi finder rigtigt for Raja, ikke hvad der får mig til, overforomverdenen, at fremstå som den bedste mor.
Selvfølgelig har jeg ambitioner der rækker ud over mine børn. Og jeg opgiver heller ikke mit studie hvis det skulle komme dertil hvor Raja skal passes herhjemme. Men det er klart det bliver nedprioriteret. Der er da selvfølgelig en grad af sandhed i at "det der gør mig glad, gør mig til en bedre mor, og gør dermed Raja glad". Men jeg har bare også efterhånden erfaret at for mig passer det mere at; "det der gør Raja glad, gør mig mere glad som mor, og gør mig dermed til en gladere kvinde"...
Håber noget af dette gav mening... Jeg er så skide bange for at blive stemplet som hende den hysfærdelige mor der klamrer sig til sit barn og kun lever for Raja. Sådan er det ikke, ihvertfald ikke helt...
Jeg tror denne flugt fra den nye hverdag har gjort Raja godt. Hun reagerer altså voldsomt på alt det her nye. Hun vågner om natten og klynker "hej hej far, gå gå, hej hej far". Hun græder og klynker når en af os går og hun spiser næsten ikke(i forhold til hvad hun plejer ihvertfald). Hun skælder også meget ud, og hun slår mig i ansigtet. Av mit hoved og av mit hjerte.
Vi har ikke været i tvivl om at Syvspringeren var det bedste sted for hende at gå, vi har den fulde tillid til de dejlige mennesker dernede. Og at det var det helt rigtige at hun skulle afsted nu. Men vi er nu blevet i tvivl om det er godt for Raja. Vi giver det til 1. november. Har hun det ikke bedre der, så tager vi hende ud, og passer hende hjemme. Sådan må det være, hun er ikke bare utryg, hun er skræmt, og det er ikke godt for noget.
Det sidder dybt i mig at en god mor er en cool mor. Jo mere nonchelan man er med de der småbørn, jo mere af det man kan fra før man fik børn, jo mere succesfuldt er forældreskabet. Jo mere tillid ens barn har til sin omverden, jo større en succes og omfattende har vores kærlighed og omsorg til hende været. Jo nemmere hun er, jo bedre forældre er vi. Man skaber selv det barn man har. Det er både det smukke og det skræmmende ved at blive mor og far.
Jeg er ikke længere sikker på dette er så sandt. Jeg tror nærmere at det barn man får i nogen udstrækning skaber de forældre man bliver. Ihvertfald er det vigtigt for mig at gøre hvad vi finder rigtigt for Raja, ikke hvad der får mig til, overforomverdenen, at fremstå som den bedste mor.
Selvfølgelig har jeg ambitioner der rækker ud over mine børn. Og jeg opgiver heller ikke mit studie hvis det skulle komme dertil hvor Raja skal passes herhjemme. Men det er klart det bliver nedprioriteret. Der er da selvfølgelig en grad af sandhed i at "det der gør mig glad, gør mig til en bedre mor, og gør dermed Raja glad". Men jeg har bare også efterhånden erfaret at for mig passer det mere at; "det der gør Raja glad, gør mig mere glad som mor, og gør mig dermed til en gladere kvinde"...
Håber noget af dette gav mening... Jeg er så skide bange for at blive stemplet som hende den hysfærdelige mor der klamrer sig til sit barn og kun lever for Raja. Sådan er det ikke, ihvertfald ikke helt...
onsdag den 6. august 2008
Skæld ud
Det her er interresant... Vi har egentlig altid tænkt at vi ikke skulle skælde ud på vores børn. Jeg har læst alt for meget pædagogik og psykologi til at syntes det er okay.
Det kan være svært ikke at være styret af impulser, som fx når jeg vågner ved at Raja piller mig i næsen og jeg blir forskrækket. Eller når jeg er så æder spændt gal over noget ligegyldigt og overfuser Thor på det groveste(måske mest fordi Raja har kastet op hele natten)...
Men jeg tænker det er vildt vigtigt at være bevidst og oplyst og ambisiøs med hensyn til at gøre sig tanker om hvordan vi vil gøre det der børne-noget (og hinanden-noget)... Og denne artikel er satme interresant læsning...
Det kan være svært ikke at være styret af impulser, som fx når jeg vågner ved at Raja piller mig i næsen og jeg blir forskrækket. Eller når jeg er så æder spændt gal over noget ligegyldigt og overfuser Thor på det groveste(måske mest fordi Raja har kastet op hele natten)...
Men jeg tænker det er vildt vigtigt at være bevidst og oplyst og ambisiøs med hensyn til at gøre sig tanker om hvordan vi vil gøre det der børne-noget (og hinanden-noget)... Og denne artikel er satme interresant læsning...
Farvel
Imorgen tager vi til Sverige... Det er tiltrængt, vi skal tænde bål, gå ture og hygge hygge...
Det var bare så rart at læse jeres svar på min tristhed. Og at læse at det falder andre naturligt at ændre gravsteder. Linien hos India blir den samme, bænken blir hvor den er. Det er måske småting der skal ændres. Men jeg omrokerer nok altid i de fysiske rammer når der er omrokering i hoved og hjerte. Og det er der lige nu. Herhjemme rokerer vi også, fint blir det. Og jeg glæder mig til at have tid til at få hænderne i Indias jord.
Raja er draget i vuggestue med far. Det går rigtig rigtig skidt med indkøringen. Nok noget af det der rumsterer i mig. Raja kan slet ikke se fidusen i at være der alene. Hun er bare ked og sur og skælder ud når vi går. Vi er kun væk ½ time. Og mens vi er væk er hun stiktosset. Hun vil ikke røres eller trøstes af pædagogerne, og det skærer ind i mit hjerte. Hun vil lades alene. Helst sidder hun i sin barnevogn med sutten, blot og venter på vi kommer tilbage. Vil ikke nærmes.
Raja er en skrabbedisse. En bøf. Og en Bajaan. Mest er hun mit lille store skrøbelige menneskebarn. Måske skal man også lære at give slip på sine levende børn, måske har jeg været så optaget af at lade min India flyve at jeg har glemt at også Raja skal gives lidt fri? Men det er svært at give min Raja fri, for jeg elsker at have hende på min mave. Det er jo en balancegang. For Raja vil vist heller ikke sættes skide meget fri. Men hun skal alligevel vide, mærke og have fornemmelsen af at vi stoler på hende som Raja, også i den store viden verden. Vi har tillid til at hun kan selv, vil selv, må selv - men vi har altid hendes ryg.
To ting har Raja indiskutabelt arvet fra mig. Hun kan rulle med maven. Og hun bliver Raja-modsat af at blive presset. Jeg tror heller ikke på pres... Men for hulen Raja får jo også sin gang i livet i den store vide verden, og dem derude er sgu så sjældent enige med mig.
Det er svært at forberede sit barn på verden udenfor, når man måske ikke selv grundlæggende har tillid til den? Det ej at forveksle med mistillid til vuggestuen. De rummer Raja som Raja er, på den kærligeste, dejligeste måde. Vi har valgt så utroligt plet i total blinde...
Min Raja skal ikke være som børn er bedst. Min Raja skal blive den allerbedste udgave af lige netop hende selv. Det er min vigtigste opgave som hendes mor, at hjælpe hende med lige netop det.
Nu skal jeg arbejde med min bachelor. Jeg har et kapløb med mig selv - blir den færdig inden efterårsferien kan jeg holde en ugentlig fridag med Raja hele vinteren, når de andre sidder og sveder over den - Fnis... Man blir sgu tjekket af at blive mor!
Hav det bra så længe...
Det var bare så rart at læse jeres svar på min tristhed. Og at læse at det falder andre naturligt at ændre gravsteder. Linien hos India blir den samme, bænken blir hvor den er. Det er måske småting der skal ændres. Men jeg omrokerer nok altid i de fysiske rammer når der er omrokering i hoved og hjerte. Og det er der lige nu. Herhjemme rokerer vi også, fint blir det. Og jeg glæder mig til at have tid til at få hænderne i Indias jord.
Raja er draget i vuggestue med far. Det går rigtig rigtig skidt med indkøringen. Nok noget af det der rumsterer i mig. Raja kan slet ikke se fidusen i at være der alene. Hun er bare ked og sur og skælder ud når vi går. Vi er kun væk ½ time. Og mens vi er væk er hun stiktosset. Hun vil ikke røres eller trøstes af pædagogerne, og det skærer ind i mit hjerte. Hun vil lades alene. Helst sidder hun i sin barnevogn med sutten, blot og venter på vi kommer tilbage. Vil ikke nærmes.
Raja er en skrabbedisse. En bøf. Og en Bajaan. Mest er hun mit lille store skrøbelige menneskebarn. Måske skal man også lære at give slip på sine levende børn, måske har jeg været så optaget af at lade min India flyve at jeg har glemt at også Raja skal gives lidt fri? Men det er svært at give min Raja fri, for jeg elsker at have hende på min mave. Det er jo en balancegang. For Raja vil vist heller ikke sættes skide meget fri. Men hun skal alligevel vide, mærke og have fornemmelsen af at vi stoler på hende som Raja, også i den store viden verden. Vi har tillid til at hun kan selv, vil selv, må selv - men vi har altid hendes ryg.
To ting har Raja indiskutabelt arvet fra mig. Hun kan rulle med maven. Og hun bliver Raja-modsat af at blive presset. Jeg tror heller ikke på pres... Men for hulen Raja får jo også sin gang i livet i den store vide verden, og dem derude er sgu så sjældent enige med mig.
Det er svært at forberede sit barn på verden udenfor, når man måske ikke selv grundlæggende har tillid til den? Det ej at forveksle med mistillid til vuggestuen. De rummer Raja som Raja er, på den kærligeste, dejligeste måde. Vi har valgt så utroligt plet i total blinde...
Min Raja skal ikke være som børn er bedst. Min Raja skal blive den allerbedste udgave af lige netop hende selv. Det er min vigtigste opgave som hendes mor, at hjælpe hende med lige netop det.
Nu skal jeg arbejde med min bachelor. Jeg har et kapløb med mig selv - blir den færdig inden efterårsferien kan jeg holde en ugentlig fridag med Raja hele vinteren, når de andre sidder og sveder over den - Fnis... Man blir sgu tjekket af at blive mor!
Hav det bra så længe...
Abonner på:
Opslag (Atom)