Imorgen tager vi til Sverige... Det er tiltrængt, vi skal tænde bål, gå ture og hygge hygge...
Det var bare så rart at læse jeres svar på min tristhed. Og at læse at det falder andre naturligt at ændre gravsteder. Linien hos India blir den samme, bænken blir hvor den er. Det er måske småting der skal ændres. Men jeg omrokerer nok altid i de fysiske rammer når der er omrokering i hoved og hjerte. Og det er der lige nu. Herhjemme rokerer vi også, fint blir det. Og jeg glæder mig til at have tid til at få hænderne i Indias jord.
Raja er draget i vuggestue med far. Det går rigtig rigtig skidt med indkøringen. Nok noget af det der rumsterer i mig. Raja kan slet ikke se fidusen i at være der alene. Hun er bare ked og sur og skælder ud når vi går. Vi er kun væk ½ time. Og mens vi er væk er hun stiktosset. Hun vil ikke røres eller trøstes af pædagogerne, og det skærer ind i mit hjerte. Hun vil lades alene. Helst sidder hun i sin barnevogn med sutten, blot og venter på vi kommer tilbage. Vil ikke nærmes.
Raja er en skrabbedisse. En bøf. Og en Bajaan. Mest er hun mit lille store skrøbelige menneskebarn. Måske skal man også lære at give slip på sine levende børn, måske har jeg været så optaget af at lade min India flyve at jeg har glemt at også Raja skal gives lidt fri? Men det er svært at give min Raja fri, for jeg elsker at have hende på min mave. Det er jo en balancegang. For Raja vil vist heller ikke sættes skide meget fri. Men hun skal alligevel vide, mærke og have fornemmelsen af at vi stoler på hende som Raja, også i den store viden verden. Vi har tillid til at hun kan selv, vil selv, må selv - men vi har altid hendes ryg.
To ting har Raja indiskutabelt arvet fra mig. Hun kan rulle med maven. Og hun bliver Raja-modsat af at blive presset. Jeg tror heller ikke på pres... Men for hulen Raja får jo også sin gang i livet i den store vide verden, og dem derude er sgu så sjældent enige med mig.
Det er svært at forberede sit barn på verden udenfor, når man måske ikke selv grundlæggende har tillid til den? Det ej at forveksle med mistillid til vuggestuen. De rummer Raja som Raja er, på den kærligeste, dejligeste måde. Vi har valgt så utroligt plet i total blinde...
Min Raja skal ikke være som børn er bedst. Min Raja skal blive den allerbedste udgave af lige netop hende selv. Det er min vigtigste opgave som hendes mor, at hjælpe hende med lige netop det.
Nu skal jeg arbejde med min bachelor. Jeg har et kapløb med mig selv - blir den færdig inden efterårsferien kan jeg holde en ugentlig fridag med Raja hele vinteren, når de andre sidder og sveder over den - Fnis... Man blir sgu tjekket af at blive mor!
Hav det bra så længe...
7 kommentarer:
Kære Line, selvfølgelig skal man give slip på sine børn - for ellers lærer de aldrig at stå på egne ben. Og det ville være mærkeligt om dig og Thor, som står så fint fast på alle jeres egne holdninger til alting i livet, skulle få jer en lille (engang stor) Raja-pige, som ikke kunne tænke den mindste tanke selv.
MEN - og der er jo altid et MEN - indkøring i vuggestuen er den helt store hurdle i alle forældres liv. Det er lige der hvor man første gang afgiver sin ret til at have det FULDE ansvar for sit barn 24 timer i døgnet - og lige meget hvor kompetente pædagogerne er kan det altså svært undgåes at man føler at man svigter.
Raja er en pige, der ligesom alle andre børn har brug for sine forældre OG for legekammerater, men det er ikke nødvendigvis supersjovt mens hun skal vænne sig til sit nye udadvendte liv. Jeg håber at både dig og Thor kan klare presset - for det er bare ikke sjovt. Hvis Raja er som de fleste andre børn vil hun pludseligt finde ud af, at det nok alligevel ikke er så slemt - og før I ved af det vil hun ikke med hjem når I henter hende fordi hun liiiige leger så godt...
Kæmpekrammer og god ferie til jer alle tre fra Mie.
Jeg flytter også om på mine møbler, når jeg har kaos i mit hovede :)
Jeg får lidt ondt indeni af at læse om den stakkels sure Rajabøf. Men alligevel synes jeg det lyder som en rigtig fin og naturlig reaktion hun har gang i dér. Jeg er sikker på, at hun nok skal blive glad for det.
Jeg tror, at I har lært hende præcis dét, som vi herhjemme snakker om, at vi håber Naja har lært når hun en dag (måske) skal i institution:
Det er børnene som er de hyggelige og sjove, de voksne er dem som betyder tryghed og hjælp - men hvis lokummet VIRKELIG VIRKELIG brænder, så er det kun mor og far som kan bruges. Og så må de jo ringe efter jer ;)
I min bog er det den helt rigtige vuggestue-attitude hun har gang i - selvom det naturligvis er pissehamrende hårdt mens det står på.
Men hun er sej, hun skal nok klare den, sålænge hun kan mærke, at I synes det er rigtigt.
God tur til Sverige.
Kram
Line, jeg kommer fuldstændig til kort (eller hvad det nu hedder?), for det er ret abstrakt for mig det der virkelige liv med et levende barn. Men jeg kan godt forstå det må være rigtig hårdt, når Raja bliver så sur og ked. Forhåbentlig fylder en ferie i sommerhus godt op på plus-siden.
Kram fra Heidi
Åh altså Line. Kan godt forstå det gør ondt i hjertet, når hun ikke har vendet sig til det. De sidste to dage har Nora også grædt, når Majed aflevere hende, så igår lukkede han forretningen og tog hjem, så han kunne hente hende. Men som de andre skriver så skal hun nok vende sig til det, godt I har sådan nogle søde og forstående pædagogere - kan de ikke bestikke hende med nogle rosiner eller lign:-)
Håber I får en dejlig tur hinsidan:-)
knus fra Mia
Kære Line
Håber I får skøn - og tiltrængt pause - i Sverige.
En klog kone af de gamle slags sagde engang til os da vi stod i en lignende situation med Albert, at det vigtigste for ham var at føle at vi havde det godt med den beslutning vi havde truffet for at få vores liv til at fungere. Selvfølgelig ville han - og vi - helst være sammen, men vi havde truffet et valg som vi havde tillid til var det bedste, og det var vigtigt at vi viste ham det.
Jeg tyggede længe på det, for hvordan var det lige at vi gjorde det, men da jeg prøvede at give slip på min dårlige samvittighed over at jeg ikke liiige kunne hente ham så tidligt som jeg ønskede etc., så blev han også en gladere lille dreng.
Jeg tænker tit på hendes ord. Man træffer hele tiden beslutninger der kan være svære når man har børn, men det er jo os som voksne der træffer dem, og hvis ungerne fornemmer at vi har det godt med dem og står ved dem, så er det som regel også nemmere for dem ...
Jeg håber inderligt at I alle har det bedre, både udenpå og indeni, når I vender tilbage fra Sverige igen.
Kærlige hilsner
Louise
Jeg har arbejdet 3 år i en vuggestue og jeg siger IKKE at jeg har sandheden om den perfekte indkøring.
Men vi gjorde meget ud af - efter ård fra en gammel pædagog - at børnene ret hurtigt fik en 'rigtig dag' i vuggestuen; dvs med kl. 9 hygge, små lure, frokost og leg.
Vores mål var at de efter 2 ugers indkøring skulle være klar til at have en dag på mindst 5 timer - OG have det godt.
Ofte var det sådan at de var lidt forsagte/skreg/ikke ville vide af os - men det gik som regel hurtigt over. OG når der var gået ca. 30-45 minutter faldt de 'til'.... denne sidste ting kan I måske bruge.. måske Raja har brug for mere tid til at falde til ro og fornemme at nu er det HER hun er???
Bare lidt tanker fra en gammel vugge-pæd.med!
Tak for jeres indput... Jeg tænker videre :o)
I forhold til det du skriver Louise, så tror jeg det er totalt rigtigt at man skal være autentisk i sine handlinger... God pointe...
Send en kommentar