Heysan

Vi hygger i hytten. GOSH her er fedt. Vi bor midt i en skov, her er får, køer, flåter, vi laver snobrød og bål, bager hindbærkager af brumbær fra skoven og bader i søen. Og her er store frøer der er lidt farlige, de hopper jo, og man må godt skrige lidt ik? Vi lugter af bål, men det er lige meget for vi møder højst en håndfuld mennesker om dagen. Og tænk engang. Hytten er meget arbejdsglade farlige-farfars, så her er hul igennem til cyberspace, lige her midt i skoven - tju bang hvor vi kan...

Jeg tror denne flugt fra den nye hverdag har gjort Raja godt. Hun reagerer altså voldsomt på alt det her nye. Hun vågner om natten og klynker "hej hej far, gå gå, hej hej far". Hun græder og klynker når en af os går og hun spiser næsten ikke(i forhold til hvad hun plejer ihvertfald). Hun skælder også meget ud, og hun slår mig i ansigtet. Av mit hoved og av mit hjerte.

Vi har ikke været i tvivl om at Syvspringeren var det bedste sted for hende at gå, vi har den fulde tillid til de dejlige mennesker dernede. Og at det var det helt rigtige at hun skulle afsted nu. Men vi er nu blevet i tvivl om det er godt for Raja. Vi giver det til 1. november. Har hun det ikke bedre der, så tager vi hende ud, og passer hende hjemme. Sådan må det være, hun er ikke bare utryg, hun er skræmt, og det er ikke godt for noget.

Det sidder dybt i mig at en god mor er en cool mor. Jo mere nonchelan man er med de der småbørn, jo mere af det man kan fra før man fik børn, jo mere succesfuldt er forældreskabet. Jo mere tillid ens barn har til sin omverden, jo større en succes og omfattende har vores kærlighed og omsorg til hende været. Jo nemmere hun er, jo bedre forældre er vi. Man skaber selv det barn man har. Det er både det smukke og det skræmmende ved at blive mor og far.
Jeg er ikke længere sikker på dette er så sandt. Jeg tror nærmere at det barn man får i nogen udstrækning skaber de forældre man bliver. Ihvertfald er det vigtigt for mig at gøre hvad vi finder rigtigt for Raja, ikke hvad der får mig til, overforomverdenen, at fremstå som den bedste mor.
Selvfølgelig har jeg ambitioner der rækker ud over mine børn. Og jeg opgiver heller ikke mit studie hvis det skulle komme dertil hvor Raja skal passes herhjemme. Men det er klart det bliver nedprioriteret. Der er da selvfølgelig en grad af sandhed i at "det der gør mig glad, gør mig til en bedre mor, og gør dermed Raja glad". Men jeg har bare også efterhånden erfaret at for mig passer det mere at; "det der gør Raja glad, gør mig mere glad som mor, og gør mig dermed til en gladere kvinde"...

Håber noget af dette gav mening... Jeg er så skide bange for at blive stemplet som hende den hysfærdelige mor der klamrer sig til sit barn og kun lever for Raja. Sådan er det ikke, ihvertfald ikke helt...