Bloggen startede fordi min datter Indias liv sluttede. Nu handler den om lidt af hvert. Her er et godt sted at få markeret Indias tilstedeværelse som død datter i mit levende liv...
tirsdag den 27. maj 2008
Åh nej nej nej nej nej nej nej nej nej nej...
http://politiken.dk/indland/article514422.ece Hvis der var noget jeg var i juni 2006, lige inden jeg skulle føde min India, var det stresset... Og vi kom fra det med skyld - nu er jeg trist, og fyldt med begrundet skyld, der ikke er min skyld...
Altså undskyld mig, men nu understreger artiklen rimelig pænt synes jeg, at stress alene nok ikke gør tricket!!
Og helt fucking ærligt - for nu er jeg sgu lidt sur kan jeg godt mærke - hvor stresset var du reel?
Var det graviditetsstress? Eller var det stress med hjertebanken, for ULTRA højt blodtryk, flimren for øjnene, hovedpine, ikke kunne falde i søvn, ikke kunne spise... den slags stresset du var?
Jeg ved godt, at det her er så skide nemt for mig at skrive, for mit barn døde sgu da i det mindste til noget: en hjertefejl.
Ja tak, men ikke desto mindre kunne jeg da sagtens give mig selv skylden, måske var det kaffen jeg drak...
Kæreste Line... træk nu vejret og giv dig selv en chance.
Tja.. .hvor stresset er nok svært at svare på, men jeg kender skam godt foreskellen på stresset og travl. Og jeg var vist gravisstresset samtidig med jeg gik til eksamen en uge før termin. Og mange undersøgelser har vist at en eksamen er en situation der sætter mennesker i en voldsomt presset, og muligvis stresset, situation. Faktisk talte jeg med min jordmoder om sygemelding, men ville virkelig gerne afslutte semesteret...
Skyld er en mærkelig størrelse Frederikke. Det er mærkeligt, for når det der er sket er så difinitivt som døden, kan det vel i grunden være ligegyldigt hvis skyld det er. Om end jeg på andre måder finder det vigtigt at man tør lægge anvaret/skylden osv. hos sig selv, for kun derved kan jeg jo ændre situationen! Jeg tror at skyld tolkes forskelligt. Jeg tænker måske også skyld som ansvar. Og jeg tænker også at dette resultat er noget der skal handles på. Det skal ikke "tages med et gran salt", der skal ikke slås koldt vand i det der blod. Kvinder med et barn i maven skal ikke være stressede. Hverken den type stresset der giver grå hår, hjertebanken, søvnløshed eller eller tåre.
Jeg tror jeg, lige som Line, er ret god til at prøve at finde forklaringer på hvorfor Elisabeth blev skadet. Stress kan sagtens være en af forklaringerne for mig. Jeg var faktisk skide bange til sidst. Måske malede jeg med noget maling jeg ikke skulle have gjort osv ...
Jeg tror stress har en meget større effekt på mange ting end man tidligere har været opmærksom på. Blandt andet er jeg slet ikke i tvivl om det kan have haft en indflydelse under mine mange fertilitetsforsøg. Jeg prøvede af al vold og magt ikke at være stresset. Den eneste effekt det havde, var at jeg stressede fuldstændig over det.
Der er ingen beviser i denne sag og det er slet ikke sikkert at det er det der har taget livet af hverken India eller Elisabeth. Men derfor synes jeg stadig at det er en yderst interessant artikel og bestemt et område der bør tages mere alvorligt. Jeg mener at der bliver taget alt for lidt hånd om gravide i den sidste del af graviditeten. Ja, sådan følte jeg det i hvert fald. Og som førstegangsfødende, var jeg meget nervøs for det hele.
Forresten Fredeikke, som du selv skriver er skyld nok ikke den mest rationelle følelse i verden - men den er der, hos nogle nok mere end hos andre. Og jeg bliver nød til at italesætte disse følelser for at få dem "på plads" i mig, det er netop det jeg finder denne blog så dejlig til. Så bær over med mig kære Frederikke :o)...
For mig lyder det til, at det her var deres undersøgelse: "Lægerne fra Skejby Sygehus har undersøgt, hvilken virkning akut psykisk stress har på risikoen for at føde et dødfødt barn.
Knap 20.000 gravide kvinder har udfyldt spørgeskemaer om deres psykiske stresstilstand under deres graviditet. Kvinderne har besvaret spørgsmål om, hvordan de har det på forskellige områder i forhold til en måned tidligere. For eksempel om de har sværere ved at koncentrere sig, om de er mere kede af det, end de plejer, om de oplever, at de ikke kan håndtere deres problemer, om de føler, de er værdifulde, og om de har selvtillid.
Ud fra svarene har lægerne kategoriseret de gravide kvinder i forskellige grupper, alt efter hvor stressede de er"
Spørgeskemaer...
Jeg tænker bare, giver det virkelig et nuanceret billedet af det?
Personligt mener jeg, at vi skal passe rigtig meget på med alle de undersøgelser, der er lavet på alle mulige og umulige områder og så er vi nødt til at se lidt bag om de forskellige undersøgelser, på hvilken baggrund er de så lavet.
Jeg kan sgu da godt forstå, at man leder efter svar i hvad som helst - for det ville da være rart om man kunne placere skyld eller ansvar. Jeg er bare ikke altid sikker på, at det bringer noget godt med sig.
Det gør jeg også Line og det var bestemt også det jeg kom i tanker om, altså at det gælder om at aflevere et sted og bestemt også derfor jeg lige mailede dig... jeg reagerer jo bare med hele mig og bliver så ih.. fordi jeg slet ikke kan holde tanken ud, at man skal gå og skylde og skamme sig selv for sit barns død, når nu intet er sikkert.
Frederikke jeg har det lige omvendt end dig med den her undersøgelse! Den kommer til at koste kassen i sygemeldinger, hvorfor jeg tænker at resultatet er meget sandfærdigt, ellers ville det ikke være blevet offentligtgjort på den her måde...
Jeg er også betænkelig ved mange undersøgelsers sandfærdighed, men umiddelbart syntes jeg metoden og materialet konklusionen bygger på er meget meget overbevisende. Jeg håber inderligt at denne undersøgelses resultater kommer til at føre forbedringer af svangeromsorgen med sig. Jeg er blevet gift en i en familie af statistikere, og Thor har en del metode på sit studie, og de er skam i fuld gang med at vurdere validiteten af undersøgelsen... Jeg er nu ikke i tvivl om at jeg tror der er en høj grad af elementer i den undersøgelse der vil hensigtsmæssige at tage konsekvenserne af.
Der er to aspekter af det her fra min synsvinkel...Der er den skyld jeg føler overfor INdia, de følelser denne undersøgelse giver mig iforhold til om min pige ville have levet hvis jeg havde været sygemeldt, set flere dårlige film og ikke var blevet smidt ud af vores lejlighed lige inden fødslen... MEN der er også en lettelse. For måske stress, usikkerhed og pres er nøglen til vuggedød i maven. - er det det, kan det forebygges, og dette vil redde mange små menneskeliv. Det vil jo være intet mindre end et mirakel.
Jeg syns det er for nemt blot at forkaste undersøgelsen som ikke dækkende. Jeg hørte interwiev med den ledende læge på projektet, han vurderer at stress (vel at mærke det som de gravide subjektivt vurdere som stres!) forøger ricikoen ligeså meget for dødsfødsel som rygning. Det er altså hårdtslående tal, der ikke bare skal ties fordi de tiltag der skal til for at forbedre det virker uoverskuelige. Lad os lade tvivlen komme de ufødte børn til gode!
Jep, jeg læste den nyhed tidligere og tænkte også med det samme åh nej. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal skrive. Men jeg tænker også, at hvis den har ret, så giver det i hvert fald stof til eftertanke for alle fremtidige gravide. I vores samfund er der jo en generel holdning der fortæller os, at graviditet ikke er en sygdom og vi bare skal køre på til det sidste.. Tænker på dig. kram
Det klæ'r dig virkelig, Line. Du har en særlig evne til at formulere dig på en overbevisnde og ligefrem måde. Det her er et emne som er rigtig vigtigt at få sat lys på og dit indlæg og alle dine kommentarformuleringer viser jo med al tydelighed at du var den helt rigtige at få valgt ind i Landsforeningen ved sidste genralforsamling. Jeg synes bare du gør det SÅ godt.
Kære Frederikke Ved godt du ikke blot vil forkaste undersøgelsen... Jeg forstår også godt at det er svært at forstå jeg giver mig selv skylden. Men som også skrevet før tror jeg ikke kun at jeg forbinder skyld med noget negativt. Jeg ser tværtimod dette som en mulighed for at kunne handle - at gøre det anderledes en anden gang - at forebygge flere små børns død, ikke blot for mig. Desuden er det at give mig selv skylden også et sigte efter det perfekte, hvilket jo ikke eksisterer. At give andre og mig selv skylden er bestemt noget jeg skal arbejde med, ihvertfald i de tilfælde hvor det er ukonstruktivt...
Men jeg bruger også alt dette til at reflektere yderligere over det der skete, det gør mig godt og er en del af min proces, jeg er jo ikke helt så langt som du endnu :)
Kram fra Line
Kære Sofie; du er da sød manner - måske velformuleret nogle gange, men oj der var også mange fejl i den kommentar - tihi...
Anja, jeg er også nu tør for ord, de kommer helt sikkert væltene igen meget snart :)
Øj det blev en lang tråd, men det er jo også et alvorligt emne. Med min metodebaggrund synes jeg sgu også det lyder som en undersøgelse man skal tage alvorligt, hvad enten man kan lide konklusionen eller ej. Håber også de praktiserende læger tager den til sig. Da jeg var gravid med Nora fik jeg engang roskildesyge i 8. mdr. ringede til lægen for en sikkerhedsskyld. Fik først fat i en vikar, som så lige ville spørge den mandlige læge(som jeg heldigvis ikke har) han vidste jo ikke jeg kunne høre, hvad der blev sagt/eller også gjorde han. Fik ihvertfaldt fyrede af at'nu er graviditet jo ikke en sygedom' øj hvor blev jeg sur. Havde dog ikke overskud lige den dag, man har sagt det til min egen kvindelige læge efterfølgende, som vil gå videre med det. De har fadme at tage en alvorligt når man ringer - nå ja så jeg håber altså at den undersøgelse er en som alle vil tage til sig og bruge konstruktivt i fremtiden så vi kan nedbringe tallet på dødfødte. Det kan jo desværre nok aldrig helt forsvinde:-( Håber du har det bedre idag Line og Rajas arm - hvordan med den? knus Mia
Jeg tænkte sådan på dig da jeg så den artikel. Tænkte på hvordan du ville reagere. Søde Line, det er ikke din skyld. Lad være med at pine dig selv! Knus
16 kommentarer:
åhh line og Thor... vi føler med jer!
Åh Line
Håbede sådan du ikke læste den artikel, da jeg så den. Tænker på dig
knus Mia
Fårk! Så det er altså stress der har slået vores børn ihjel! Nu tør jeg aldig nogen sinde at blive gravid igen.
Altså undskyld mig, men nu understreger artiklen rimelig pænt synes jeg, at stress alene nok ikke gør tricket!!
Og helt fucking ærligt - for nu er jeg sgu lidt sur kan jeg godt mærke - hvor stresset var du reel?
Var det graviditetsstress? Eller var det stress med hjertebanken, for ULTRA højt blodtryk, flimren for øjnene, hovedpine, ikke kunne falde i søvn, ikke kunne spise... den slags stresset du var?
Jeg ved godt, at det her er så skide nemt for mig at skrive, for mit barn døde sgu da i det mindste til noget: en hjertefejl.
Ja tak, men ikke desto mindre kunne jeg da sagtens give mig selv skylden, måske var det kaffen jeg drak...
Kæreste Line... træk nu vejret og giv dig selv en chance.
Knus
Tja.. .hvor stresset er nok svært at svare på, men jeg kender skam godt foreskellen på stresset og travl.
Og jeg var vist gravisstresset samtidig med jeg gik til eksamen en uge før termin. Og mange undersøgelser har vist at en eksamen er en situation der sætter mennesker i en voldsomt presset, og muligvis stresset, situation. Faktisk talte jeg med min jordmoder om sygemelding, men ville virkelig gerne afslutte semesteret...
Skyld er en mærkelig størrelse Frederikke. Det er mærkeligt, for når det der er sket er så difinitivt som døden, kan det vel i grunden være ligegyldigt hvis skyld det er. Om end jeg på andre måder finder det vigtigt at man tør lægge anvaret/skylden osv. hos sig selv, for kun derved kan jeg jo ændre situationen!
Jeg tror at skyld tolkes forskelligt. Jeg tænker måske også skyld som ansvar. Og jeg tænker også at dette resultat er noget der skal handles på. Det skal ikke "tages med et gran salt", der skal ikke slås koldt vand i det der blod. Kvinder med et barn i maven skal ikke være stressede. Hverken den type stresset der giver grå hår, hjertebanken, søvnløshed eller eller tåre.
Kram Line
Jeg tror jeg, lige som Line, er ret god til at prøve at finde forklaringer på hvorfor Elisabeth blev skadet. Stress kan sagtens være en af forklaringerne for mig. Jeg var faktisk skide bange til sidst. Måske malede jeg med noget maling jeg ikke skulle have gjort osv ...
Jeg tror stress har en meget større effekt på mange ting end man tidligere har været opmærksom på. Blandt andet er jeg slet ikke i tvivl om det kan have haft en indflydelse under mine mange fertilitetsforsøg. Jeg prøvede af al vold og magt ikke at være stresset. Den eneste effekt det havde, var at jeg stressede fuldstændig over det.
Der er ingen beviser i denne sag og det er slet ikke sikkert at det er det der har taget livet af hverken India eller Elisabeth. Men derfor synes jeg stadig at det er en yderst interessant artikel og bestemt et område der bør tages mere alvorligt. Jeg mener at der bliver taget alt for lidt hånd om gravide i den sidste del af graviditeten. Ja, sådan følte jeg det i hvert fald. Og som førstegangsfødende, var jeg meget nervøs for det hele.
Forresten Fredeikke, som du selv skriver er skyld nok ikke den mest rationelle følelse i verden - men den er der, hos nogle nok mere end hos andre. Og jeg bliver nød til at italesætte disse følelser for at få dem "på plads" i mig, det er netop det jeg finder denne blog så dejlig til. Så bær over med mig kære Frederikke :o)...
For mig lyder det til, at det her var deres undersøgelse: "Lægerne fra Skejby Sygehus har undersøgt, hvilken virkning akut psykisk stress har på risikoen for at føde et dødfødt barn.
Knap 20.000 gravide kvinder har udfyldt spørgeskemaer om deres psykiske stresstilstand under deres graviditet. Kvinderne har besvaret spørgsmål om, hvordan de har det på forskellige områder i forhold til en måned tidligere. For eksempel om de har sværere ved at koncentrere sig, om de er mere kede af det, end de plejer, om de oplever, at de ikke kan håndtere deres problemer, om de føler, de er værdifulde, og om de har selvtillid.
Ud fra svarene har lægerne kategoriseret de gravide kvinder i forskellige grupper, alt efter hvor stressede de er"
Spørgeskemaer...
Jeg tænker bare, giver det virkelig et nuanceret billedet af det?
Personligt mener jeg, at vi skal passe rigtig meget på med alle de undersøgelser, der er lavet på alle mulige og umulige områder og så er vi nødt til at se lidt bag om de forskellige undersøgelser, på hvilken baggrund er de så lavet.
Jeg kan sgu da godt forstå, at man leder efter svar i hvad som helst - for det ville da være rart om man kunne placere skyld eller ansvar. Jeg er bare ikke altid sikker på, at det bringer noget godt med sig.
:)
Det gør jeg også Line og det var bestemt også det jeg kom i tanker om, altså at det gælder om at aflevere et sted og bestemt også derfor jeg lige mailede dig... jeg reagerer jo bare med hele mig og bliver så ih.. fordi jeg slet ikke kan holde tanken ud, at man skal gå og skylde og skamme sig selv for sit barns død, når nu intet er sikkert.
Knus
Frederikke jeg har det lige omvendt end dig med den her undersøgelse!
Den kommer til at koste kassen i sygemeldinger, hvorfor jeg tænker at resultatet er meget sandfærdigt, ellers ville det ikke være blevet offentligtgjort på den her måde...
Jeg er også betænkelig ved mange undersøgelsers sandfærdighed, men umiddelbart syntes jeg metoden og materialet konklusionen bygger på er meget meget overbevisende.
Jeg håber inderligt at denne undersøgelses resultater kommer til at føre forbedringer af svangeromsorgen med sig.
Jeg er blevet gift en i en familie af statistikere, og Thor har en del metode på sit studie, og de er skam i fuld gang med at vurdere validiteten af undersøgelsen... Jeg er nu ikke i tvivl om at jeg tror der er en høj grad af elementer i den undersøgelse der vil hensigtsmæssige at tage konsekvenserne af.
Der er to aspekter af det her fra min synsvinkel...Der er den skyld jeg føler overfor INdia, de følelser denne undersøgelse giver mig iforhold til om min pige ville have levet hvis jeg havde været sygemeldt, set flere dårlige film og ikke var blevet smidt ud af vores lejlighed lige inden fødslen...
MEN der er også en lettelse. For måske stress, usikkerhed og pres er nøglen til vuggedød i maven. - er det det, kan det forebygges, og dette vil redde mange små menneskeliv. Det vil jo være intet mindre end et mirakel.
Jeg syns det er for nemt blot at forkaste undersøgelsen som ikke dækkende. Jeg hørte interwiev med den ledende læge på projektet, han vurderer at stress (vel at mærke det som de gravide subjektivt vurdere som stres!) forøger ricikoen ligeså meget for dødsfødsel som rygning. Det er altså hårdtslående tal, der ikke bare skal ties fordi de tiltag der skal til for at forbedre det virker uoverskuelige. Lad os lade tvivlen komme de ufødte børn til gode!
Frederikke - her kom et svar fra hele mig ;o)
Jeg mener nu heller ikke at undersøgelses skal ties ihjel og jeg mener skam heller ikke at man bare skal trække på skulderen og sige og hvad så.
Selvfølgelig er den slags undersøgelser vigtige og man ved da heldigvis mere i dag end for 30 år siden eller end bare for 3 år siden.
Min oplevelse er bare, at man meget hurtig kommer til at give sig selv skylden for alverdens ulykker fordi en ny undersøgelse siger sådan og sådan!
:)
Jep, jeg læste den nyhed tidligere og tænkte også med det samme åh nej. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal skrive. Men jeg tænker også, at hvis den har ret, så giver det i hvert fald stof til eftertanke for alle fremtidige gravide. I vores samfund er der jo en generel holdning der fortæller os, at graviditet ikke er en sygdom og vi bare skal køre på til det sidste..
Tænker på dig. kram
Det klæ'r dig virkelig, Line. Du har en særlig evne til at formulere dig på en overbevisnde og ligefrem måde. Det her er et emne som er rigtig vigtigt at få sat lys på og dit indlæg og alle dine kommentarformuleringer viser jo med al tydelighed at du var den helt rigtige at få valgt ind i Landsforeningen ved sidste genralforsamling. Jeg synes bare du gør det SÅ godt.
Kære Frederikke
Ved godt du ikke blot vil forkaste undersøgelsen...
Jeg forstår også godt at det er svært at forstå jeg giver mig selv skylden. Men som også skrevet før tror jeg ikke kun at jeg forbinder skyld med noget negativt. Jeg ser tværtimod dette som en mulighed for at kunne handle - at gøre det anderledes en anden gang - at forebygge flere små børns død, ikke blot for mig.
Desuden er det at give mig selv skylden også et sigte efter det perfekte, hvilket jo ikke eksisterer. At give andre og mig selv skylden er bestemt noget jeg skal arbejde med, ihvertfald i de tilfælde hvor det er ukonstruktivt...
Men jeg bruger også alt dette til at reflektere yderligere over det der skete, det gør mig godt og er en del af min proces, jeg er jo ikke helt så langt som du endnu :)
Kram fra Line
Kære Sofie; du er da sød manner - måske velformuleret nogle gange, men oj der var også mange fejl i den kommentar - tihi...
Anja, jeg er også nu tør for ord, de kommer helt sikkert væltene igen meget snart :)
Øj det blev en lang tråd, men det er jo også et alvorligt emne.
Med min metodebaggrund synes jeg sgu også det lyder som en undersøgelse man skal tage alvorligt, hvad enten man kan lide konklusionen eller ej. Håber også de praktiserende læger tager den til sig. Da jeg var gravid med Nora fik jeg engang roskildesyge i 8. mdr. ringede til lægen for en sikkerhedsskyld. Fik først fat i en vikar, som så lige ville spørge den mandlige læge(som jeg heldigvis ikke har) han vidste jo ikke jeg kunne høre, hvad der blev sagt/eller også gjorde han. Fik ihvertfaldt fyrede af at'nu er graviditet jo ikke en sygedom' øj hvor blev jeg sur. Havde dog ikke overskud lige den dag, man har sagt det til min egen kvindelige læge efterfølgende, som vil gå videre med det. De har fadme at tage en alvorligt når man ringer - nå ja så jeg håber altså at den undersøgelse er en som alle vil tage til sig og bruge konstruktivt i fremtiden så vi kan nedbringe tallet på dødfødte. Det kan jo desværre nok aldrig helt forsvinde:-(
Håber du har det bedre idag Line og Rajas arm - hvordan med den?
knus Mia
Jeg tænkte sådan på dig da jeg så den artikel. Tænkte på hvordan du ville reagere. Søde Line, det er ikke din skyld. Lad være med at pine dig selv!
Knus
Send en kommentar