...vænner jeg mig bare aldrig til igen, tror jeg!
Vi er lige hjemvendt fra en familiekonfirmation. Den har taget hele dagen og vi er totalt bombede(Raja er en stræber og er begyndt på kindtænderne). Jeg har spekuleret som en gal over at vi har skullet til det her arrangement, og jeg fortrød nok allerede i det øjeblik vi sagde ja.
For præcis to år siden var vi til en konfirmation, samme familie, samme deltagere, samme sted, samme mad. India kæmpestor og live i min mave. Idag blev jeg lykønsket med Raja, jeg havde ikke set de fleste siden den dag for to år siden hvor India stadig var sprællevende i min mave, men ikke et ord fik hun med på vejen. Det var så skørt at jeg bare var ret paf hele dagen - en halv time inden afgang var der dog en skønling der spurgte til om det var hårdt at få Raja efter vi havde mistet India...
India har givet mig mange gaver. Blandt andet har hun givet mig den gave at jeg altid foretrækker kvalitet frem for kvantitet i mine relationer. Ellere rettere, jeg kan det ikke anderledes. JEg bliver trist, ked og skide gal når alt foregår i det øverste lag af overfladen, som det jo desværre gør for det meste når mange mennesker er samlet til fest. Jeg aner ikke længere hvad hulen jeg skal tale med alle de mennesker om, og jeg kan mærke at de tænker hvor hulen den glade unge livsglade snaksagelige pige, der altid spurgte så interresderet til min hund fido, dog henne! Og ja hvor fanden er hun henne?
Hun har måske bare travlt med at være nær og være mor og kigge lidt indad istedet for udad... Ja vores overflade er altså ikke noget at blære sig med i øjeblikket, men tilgengæld har vi sgu en dybde der er værd at tale om!
Desværre fører Indias gave af nærhed, sig mange konflikter med sig, med alle dem der så gerne vil se lidt mere af dem vi var før... Og de konflikter har jeg forbandet svært ved at håndtere mig. Faktisk slår de mig skide meget om kuld. Det er så svært at forklare mine omgivelser at de forventninger de har til mig, gør mig ulykkelig hvis de skal indfris. Mon de nogensinde vænner sig til den nye mig? Eller mon jeg istedet må vænne mig til sølvbryllupssnakken? Eller skal jeg lede hos mig selv om jeg kan finde et kompromis? Jeg er bare ikke sikker på det lader sig gøre... For en anden gave India har givet mig er at jeg er blevet kompromisløs i mit familieliv. Jeg vil kun vi gør det der er rigtigst!
Jeg har brug for et nyt undtagelsestilstands-kort at smide på bordet når invitationerne tikker ind. Jeg orker ikke alle de fester og al den sølvbryllupssnak. Jeg vil meget hellere plukke mælkebøtter med Raja. Hendes venner og vores venner. Og drikke lidt kaffe på den røde bænk, mens solen skinner på min næse - der har fået fregner.
4 kommentarer:
Åh jeg hader også alle de der pligt-sølvbryllups ting. Heldigvis er vores omgangskreds forholdsvist ukristelige og hverken gift, døbt eller konfirmeret. Men de få arrangementer der alligevel er, trækker sgu også hjørnetænder ud her!
Såæh, vi plejer at melde afbud. Kommer med den ene lamme undskyldning efter den anden. Det er rigtigt pinligt egentligt, men vi kan bare ikke overskue det..
JEG har faktisk også lært noget af India. India som jeg aldrig har mødt eller hørt om før Raja var en stor bebs. Men jeg er blevet rigtigt opmærksom på, hvad folk kræver og forventer af mig. Jeg er blevet opmærksom på, om der er en god fordeling eller om nogle folk simpelthen dræner mig uoverskueligt meget. Om de kan sætte sig i mit sted og forstå mig.
Man ændrer sig når man får børn - døde og levende. Ens verdensbillede rykker sig en tak. Og det samme gør relationerne. De folk som ikke kan tackle det... Tja, det kan de nok bare ikke. I min verden ville det da være utænkeligt at du blev den Line du var før. Altså, man skal da rykke sig fremad og ikke tilbage. Sgu.
Fniiiis, endnu en roman. Hej hej, vi ses i morgen :-)
Kære Line
Vil bare fortælle jeg har fået meget ud af at læse dit indlæg her og føler det rart at jeg ikke er alene. Jeg er også blevet kompromisløs efter min datter døde i min mave af ingenting, når der kommer til nærhed, ægthed og autencitet. Jeg kan heller ikke overflade længere og mange ønsker mig tilbage til den jeg var, men som du skriver det er en gave fra vores børn, en meget dyrbar gave, og nu bliver jeg helt rørt.
Knus til dig, fra også en mor til en engel.
Anja - jeg er glad hvis India også kan lære dig noget, og det er fandme rart at vide man ikke er den eneste med megafamiliefobi!
Og til dig, medmor, jeg tror og tænker det er så ganske almindeligt at føle som jeg og du gør. Eller ihvertfald tænker jeg det er okay. Jeg er glad hvis du kan bruge det jeg skriver... Mange tanker til dig og din engel.
Kære Line
Har læst meget med hos dig, og bliver rørt og bevæget hver gang!
Du skal vælge det, der er rigtigt for dig og dine, og de mennesker, der ønsker dig tilbage, som den du var før din India, de må da være fuldstændig fra konceptet. Man rykker sig som menneske, især af modgang, og man kan ikke bare gå tilbage, bare fordi man ikke længere er lige "som de helst ser en". Desværre er der skræmmende mange mennesker, der ikke kan forholde sig til sorg og tab, og det gør mig så trist, så trist. Det er de mennesker, man ikke skal bruge hverken tid eller tanke på, husk det:-)
Kram og smil til dig og dine fra Grith, og Nora på 10 måneder, du kan kigge ind til os på http://lifeofgrith.blogspot.com eller noralygumsiewertsen.blogspot.com
;-)
Send en kommentar