Nogle har spurgt hvorfor mon vores børn skal døbes... Vi er ikke så gudsagtige så man forventer den slags hellighed... Da vi ventede på Indiabarnet talte vi i evigheder(AMEN) om hvorvidt den skulle døbes. I min familie er der stor tradition for det, ikke I Thors.
Det hele faldt dog meget naturligt og i hak, den dag i juni...
Vi kom til hospitalet med vores jordmoder Charlottes bil. Jeg var i fuld-gang-fødsel, og hjemmefødslen var blevet overflyttet til hospitalet fordi Charlotte ikke kunne finde Rumles lille hjertelyd. Jeg var 4 dage over terminen, og det værste der kunne ske nu var jo et kerjsersnit, en kop eller andre grusomheder. Død og ødelægellese rimer ikke på fødsel og barndom, så vi var rolige, om end lidt forvirrede over situationen.
På hospitalet bliver jeg endnu engang lyttet på, på min Indiamave, der er absolut tysna. En skanner triller ind, forfulgt af en læge. Jeg siger med smil på læben at de lige skal sige at hjertet slår, så jeg ikke behøver at blive bekymret. Først der begriber vi en smule af det ubegribelige, for lægen svarer at det skal hun lige undersøge om det gør.
Det gør det ikke. Vi får lov at se lille Rumles helt stille hjerte på skærmen. Thor forstå, jeg græder. Charlotte er grå, jeg skal skide.
JEg vil ikke have min baby er død. Det stemmer ikke. Det er helt forkert. JEg siger jeg vil have den døbt, jeg ringer til min mor, jeg vil have min mor. Jeg vil passes på, jeg vil have mit barn i armene, jeg kan ikke forstå. Thor siger den skal hedde Rumle altid.
Jeg føder mit barn, jeg bliver mor. Indias mor, hun får dagen efter sit navn på allersmukkeste vis. Af præsten vores, i nærværet af nogle af dem der holdt af hende allerede før vi vidste det var netop hende der lå netop i min mave. Thor holdt, jeg svarede. Alt var så intenst, tårer trillede, smil blev smilt. Det var vores Indias 15 minutter, bare de var varet ved, ikke nok var de, men alt værd, og alligevel var hendes tid nok til at fylde hendes væsen ud... Tak fordi du kom lille barn.
Vores børn bliver døbt, fordi den førstes tid var så kort at kun den reneste, førsteste, følelsesbestemte indskydelse var bestemmende. India har banet vejen for mange ting i hendes lille familie.
9 kommentarer:
Hej Line
Eftersom jeg lige selv har oprettet en blog, er jeg begyndt at følge lidt med på jeres side.
Må jeg spørge, hvor Raja ikke allerede ér døbt?!? Spørger bare af ren nysgerrighed, så håber ikke du misforstår...
Fin side iøvrigt :-)
KH Nina
I dag har de færreste ting, der sker i kirken noget med tro at gøre, men derimod en masse med tradition.
Fx har bryllup aldrig været en kirkelig handling; i gammel tid blev man gift på rådhuset og så kunne man blive velsignet i døråbningen til kirken.
Jeg er døbt. Det valgte jeg selv i en alder af 13 år og senere konfirmeret. Jeg er gift hele to gange i kirken, første gang var ikke til os skiller, men til kærligheden gjorde det. Jeg er gudmor til min kusines datter.
Jeg er ikke troende, men jeg synes, at der er begivenheder, der hører til i kirken... fordi der også er noget fredfyldt over det.
Vores børn er ikke døbt. Ulrik er ikke døbt. Vi har ingen traditioner for dåb i vores familie, så på den konto må vores børn selv vælge, når de bliver store nok.
Selvfølgelig skal jeres børn dåbes, for det betyder noget for dig og det er værd at holde fast i og så vidt jeg kan forstå, så skal Raja-bassen døbes den 24. august?
Se, det synes jeg er en smuk dag, trods alt :)
Kram
Rettelse til 3. afsnit: Ikke til døden os skiller...
Kære Line,
Jeg spurgte "hvorfor" - og det giver mening, når du fortæller...
Knus
Sine
Kaere Line,
Trods langsomt internet, matte jeg lige forbi din blog! Og nettet er virkeligt sjaeldent og langsomt her i Tanzania. Og hvad sker der, her i et land hvor (boerne)doed og mange andre ulykker er hverdag, ja her sidder jeg og tuder over jeres India der ikke skulle doebes i live. Hvor giver din beskrivelse meget mening. og jeg bliver endnu mere ked af, at jeg ikke kommer med til Rajas daab. - taenk jeg har ikke vaeret til nogen af jeres pigers daab, men det bliver bedre med den naeste det lover jeg ;)
Og saa maa jeg jo bare se billeder naar jeg kommer hjem...
Godt at se at I fik brugt klapvognen, det ser ud til I havde en god tur til Sverige!
Knus og kram Christina
Kære Nina
Selvfølgelig må man spørge... Det blir man kun klogere af jo :O)
Svaret blir noget i retniongen af; først var der kolik, så var der 5 måneder hvor Raja ikke sov så mor svimlede, så var der flytning, eksamen og så sommerferie ... Og intet hastværk herhjemme, vi tager det altid i vores eget tempo. Det er det bedste for os, og det gir os tid til at huske hinanden ;O)
Det lyder helt rigtigt for jer. Tror det blir en dejlig dag. Glæder mig, jeg er jo lidt fan af den tykke søde pige, tror hun blir alletiders dåbsbarn :)
Det synes jeg er rigtig fornuftigt tænkt, Line.
Nemlig Line - Den førstefødtes tradition. Det er jo også derfor at jeg igen skal føde på Hvidovre, selvom folk ikke altid helt kan forstå, at vi vil derud igen når alt nu gik så galt sidst. Men for det første var det ikke nogens skyld - og for det andet vil jeg da have at mine børn skal fødes det samme sted og have den samme jordemoder. Det ville jeg jo også hvis Alma levede.
Glæder mig til at se jer i morgen. Krammer
Send en kommentar