En julegave

Når andre siger det så fint

Jeg er ikke i blogform. Og at sætte ord på ny, gammel eller midt-i-mellem-sorg kræver at man er i stødet. Jeg syntes det er svært, uden at blive floskelagtig, og virke som om man flasher sin videre-kommethed.
Så er det godt at andre kan sætte ord på det svære. Dette indlæg gik lige i mellemgulvet på mig. Tak til Frederikke for at sætte knivskarpe ord på det helt basale. De er børn, de er døde. Og vi er nogen der savner dem.

Det tog 9 år

Og i torsdags blev jeg slut prut færdig med min læreruddannelse. Fik snøftet farvel til mine praktikklasser og fik breve og udtalelse med mig. Et par timer efter skulle jeg på arbejde. Det er ikke helt det samme at blive færdig når der ikke er ferie og jobsøgning i vente. Men føler mig meget privilligeret over at have det job jeg har. Og nu er jeg også ægte lærer, med papir på det og det hele. Det tog 9 år. Jeg fik 3 børn. Og en masse sygdom og sorg ind på livet mens jeg gik på det der seminarium. Nu er jeg færdig. Yeahr for det!

Rajas kanin er væk

I juni fik Raja, efter mange lange plagerier, en kanin. Hun havde selv sparet op til buret osv. Den boede først hos os i kolonihaven, i august flyttede den med hjem til Kronborggade. Nu er den væk. Den stod i gården i sit bur, og en dag var den væk. Der bor rigtig mange kaniner i gården, og det er ikke sket før.
Vi hængte sedler op på Nørrebro, og vi fik flere henvendelser fra folk der havde set to piger stikke af med den under jakken.
Det er jo vildt stenet af nogen kan finde på det. Det er alligevel utroligt. Men mest utroligt er det hvor ked Raja er blevet. Jeg vil nærmest sige at hun er i en eller anden form for sorgproces. Hun græder og siger ofte hun savner den. Og hun bliver ind imellem ked og kravler op til enten Thor eller jeg og putter, og bare sidder og er stille og siger hun savner den. Det går lige i hjertet.
Hun vil ikke have vi taler om kanini. For så bliver hun ked. Jeg kan ikke helt hitte ud af om jeg skal snakke om den og presse hende eller bare lade vær.
Nå, men det er fandme synd. Håber sgu de to piger der har taget den passer godt på den, og ikke tog den fordi de havde en sulten slange derhjemme.!

Sådan står det til

For et par uger siden blev Thor færdig. Og for en uges tid siden fik han job - I Landsforeningen Spødbarnsdød. Han skal være rådgiver, og jeg er pivstolt af ham. Jeg tror at rigtig mange vil få glæde af hans rådgivning, undervisning mm.

Jeg er i praktik. Og om 3 uger er jeg helt færdig som lærer. Til næste sommer er planen at jeg skal læse videre på DPU. Dette år skal jeg bruge på at blive helt rask igen, mens jeg arbejder hvor jeg hele tiden har arbejdet. Plus jeg er blevet underviser og kursusholder for forskellige grupper. Lærere, lektiehjælpere mm. Det er alt i alt ikke fuld tid, og det passer mig super. Jeg har skullet for meget sidste år. Nu skal jeg være rigtig meget sammen med mine børn. Og passe endnu mere på mig selv.
Jeg får det bedre og bedre. Medicinen hjælper mig. Men den tager også noget fra mig. Jeg er meget træt, mere kortluntet. Og har sværere ved at huske. Det der dog går mig mest på er, at jeg har taget vanvittigt meget på. Så meget at mange ikke kan kende mig. Og så meget at jeg ikke kan passe mit tøj mere, og føler mig fysisk hæmmet. Det er rigtig ubehageligt. Både at være ude af kontrol i forhold til min vægt. Ikke at være fit. Men også at opleve hvordan omgivelsernes syn på mig ændres.
Sagen er at den medicin jeg tagerbåde påvirkerstofskifte og aktiverer sulten i hovedet på mig. Når jeg bliver sulten bliver jeg svimmel, træt, og irritabel, fuldstændig ligesom man altid gør. Jeg bliver det bare allerede omkring 2 timer efter jeg sidst har spist.  Men jeg er ikke på nogen måde fristet til at stoppe medicinen. Den har givet mig meget liv tilbage. Og det er et bytte der er nødvendigt.
Indimellem føler jeg mig som; hende den fede med det døde barn og den kroniske sygdom. Det er også grunden til at det er meget vigtigt for mig at fortsætte med at forfølge mine karrieredrømme, selvom det helt sikkert også har en pris i migrænehovedet. Det er meget vigtigt for mig at være andet end syg, træt, fed og mor. Men også være tjekket, sej og dygtig. Jeg er meget glad for at det kan lade sig gøre.
Jeg er grundlæggende glad. Og har det godt. Og det er en lettelse, efter mange års rutsjebane (-og karusel) ture. Men der er selvfølgelig mange sten der skal vendes efter 2 år med rigtig meget invalidering.
At miste India har helt sikkert været den mest skelsættende oplevelse i mit liv. Men dette er stærkt forfulgt af at blive syg. Jeg er meget meget bevidst om at min dag i morgen kan se helt anderledes ud end den gjorde i går!

Raja Lys er blevet stor. Mega stor. Hun er så skoleparat. Og hun er faldet helt til ro i sig selv. Hun brokker sig sjældent over alt det hun skal, hvor hun for ½ år siden kunne ligge og skrige på gulvet fordi hun skulle have hue på, der er hun nu den første klar når vi skal ud af døren. Hun bruger virkelig lang tid på at finde tøj hver morgen, hun er meget selektiv, og har efter min mening en utrolig kikset og dårlig tøjsmag. Men jeg øver mig i at lade hende være hende. Hun finder selv sit spor. Hun er optaget af at være sig selv, og at være sammen med sine venner og veninder. Min opgave bliver mere og mere at følge med hende. Hun kan sgu godt selv. Hun har sparret 180 kr. op til en IPAD. Hun er determineret. Og skide dejlig.

Sibille giver mig sgu lidt grå hår i øjeblikket. Hun er tre år, hører ikke efter hvad man siger. Og snakker så meget at man tror hun forstår alt det som Raja gør. Når jeg spørger min børnepsykologveninde om jeg skal være bekymret, siger hun jeg spurgte om præcis det samme da Raja var på den alder. Hun skal nok falde til ro. Og ellers skal vi nok lære at takle det. Bedre end vi gør nu. Hvor der er alt for meget hævet stemme og alt for lidt tålmodighed. Ingen får det godt af at råbe eller bliver råbt af. Men for satan det udfordrer mig i disse dage.
Hun er også bare stadig så skide charmerende, sjov og fantasifuld. Og der er ikke noget bedre end at give sig tid til hende, og være en del af det der skøre hovedes univers.
Hun har haft mega godt af at skifte børnehave. Og det har allerede hjulpet en del på humøret.

India er stadig stendød. Jeg kunne fortælle at vi lige har ordnet på hendes gravsted, eller at jeg meget sjældent rigtig får mærket efter derinde inderst hvor hun hører til. Eller om alle de specielle, rørende og sjove ting pigerne får sagt om hende.
Men mest så er hun bare med mig, som en del af min historie, men med hendes egen historie. Og hun dukker ind imellem op i vores hverdag, lige præcis som jeg altid har håbet på at hun ville gøre det i hendes post-liv.

Sådan står det til... 

Skolestart

Det har taget røven på mig, hvor meget jeg tænker på at India skulle være startet i skole. At Raja er en stor 5årig, født 10 måneder efter India, gør jo at rigtig mange af de ting vi har ikke-skullet med India, er kommet lige rundt om hjørnet med Raja.
Det er jo også rundt om hjørnet at Raja skal i skole. Men i år skulle have været Indias skolestart. Og det betyder åbentbart noget for mig. Jeg er grådlabil, og selvom det er med smil på munden over alle dem vi kender der skal starte nu - så ser jeg billed efter billed på facebook, med lidt tårer i øjnene over at jeg ikke kan poste et af India. Med skoletaske og rottehaler. Og uden fortænder. Og uden kolde hænder og sorte læber og gravsten...

Hvad skal vi med charter, når vi har Ballerup

Faktisk har jeg været mere begejstret for det der 20 graders vejr.  Og har ikke været med i klagesangen over sommervejret. Men pigerne er vilde i varmen. Og jeg er hoppet med i det nye kæmpe badebassin. Og så gudskelov for vores havebruser...
.
.
.
.
.
.
Og så lige et til: hun ved selv hvem..: 

Samlet igen

Det er underligt når en ikke er der. Alligevel gik dagene hurtigt, mens Raja var på Samsø. 4 dage var for lidt for Raja, men for meget for Sibille at være enebarn. Det var med blandede følelser at jeg fandt ud af det var Sibille der havde været mest savnet. Og de to krammede og puttede og legede i ren idyl... I sådan ca. 1 døgn. Så var de på nakken af hinanden igen, med kærlige kram og et lille bid.

Raja havde købt gaver til os alle. Med hendes hårdt tjente lommepenge. Hun var så pave stolt. Og det krævede sin skuespiller at være lykkelig for min gave. Som nok ikke kan undgå at få en central plads i en stilleben. Damn...

Sommerferie på må og få

Vi har mega lang ferie i år. Pigerne holder næsten 7 uger. Det er alt muligt logistik med at de ikke skal tilbage i den gamle børnehave, men istedet vente til de begynder i den nye  starten af August.
Vi skal ikke på længere ferier i år. Heller ikke i år. Jeg er stadig langt fra rask. Og at transportere mig er noget af det værste. Vi har fundet på nogle fede småferier rundt omkring. Samtidig med at bedsteforældre og mostre byder ind med sjove oplevelser (fx er Raja lige nu på cykeltur på Samsø i 4 dage. Jeg har fået en SMS om at hun idag har cyklet 20 km på de små ben - sejt nok.)

Det fedeste vi indtil nu har lavet, har været en tur på tivolihotel, med all inklusive i tivoli. Nøj det var sejt. Pjerrot gik rundt og tryllede til morgenmaden, der var pantomimeteater på vores seng. Og Sticks and sushi på 12. sal på hotellet.

 Vi er flyttet i kolonihaven, og det er faktisk helt i orden at sommerferien består af hygge i hytten og små ture ud i sommerlandet. Så selvom det måske ikke har været et frit valg af ferie, så er det et helt fint valg. Jeg begynder at tro at det frie valg er for de få. Os dødelige har alle mulige vilkår at tage hensyn til. Nogle flere end  andre.

Til den opmærksomme læser der studser over hvem hende den tykke dame er på familieportrættet, billede 3 fra neden. Så er det mig. Efter 7-8 måneder på medicin... over 25 kilo. Jøsses.

Der var også en India

Og hun havde fødselsdag d. 24. juni. Og det lod sig gå ubemærket forbi. Her på på min blog som jeg engang oprettede for at dokumenterer mit levende liv, med plads til hende. Sådan er det.
Jeg ved ikke om vi fejrer hende. Eller om vi markerer. Men ihvertfald er vi ikke et sekund i tvivl om at det er hendes dag. Og hun er i tankerne på en mere nærværende måde. Jeg er lidt mere grådlabil i dagene op til. Og jeg tænker at vi har fået skabt traditioner om hendes dag. Og det betyder vel at vi har gjort det nok gange til at der er noget der hedder skal, bør og burde.
Der blev holdt en anden fødselsdag i familien denne dag. Og det slog mig i år at det ikke betød så meget for mig. Jeg blev ikke trist over at hendes dag blev inddraget til noget andet. Eller følte de glemte hende. Det er ikke så afgørende for mig hvad andre gør af hende. Bare jeg har plads til at have hende som jeg har lyst til og brug for. Og det sørger jeg for at jeg har. Det er ikke længere en sorg at nogen glemmer hendes dag. Blot en kærkommen glæde når den bliver husket.

Igen i år var vi sammen med vores dejlige venner. To vennepar med børn. Egentlig kender vi hinanden fra gode gamle dage, hvor vi farvede vores hår lilla i protest mod karakterer, eksamen og autoriteter (og sammenhængen mellem de ting stod klare da jeg var 15 og havde en megafon og en årgangsøl i inderlommen - nu kan jeg ikke forklare dig sammenhængen mellem lilla og autotitære tal) Men vi gik alle hver vores veje i nogle år - men fandt sammen igen da vi alle skulle have børn inden for nogenlunde samme to måneder. Vores lille India døde. Deres levende drenge lever. Og de har haft de største ører. Og de er nok blandt dem jeg er tryggest hos, når det gælder India. Vi har i mange år holdt hendes fødselsdag sammen med dem. De har sågar holdt det et år uden os, da jeg blev sprættet op på Sibilles fødselsdag to dage før.
I år havde vi planlagt skattejagt på kirkegården. Der blev løbende samlet burgere og milkshake - kuponer sammen når opgaver blev løst. De kunne næsten hele "gi mig Danmark tilbage". Alle glade børn troede vi skulle på Mac D(til min store glæde vidste Raja ikke hvad det var). Men nix, vi endte med tykke maver på The Bronx. Det var lige som det skulle være. Fyldt med børnelatter, hygge, Indiatanker og kram.

Inden vi mødtes så vi med Raja og Sibille i Indias bog. Og det gik pludselig op for Raja at India ikke bare er en fin fortælling. En sød historie. Og en abstrakt storesøster hun er stolt af. Hun er også en stendød lille baby. Helt kold og slap. Død og med sjove farver på de sidste sider. Hun græd pludselig da vi kiggede bog. Fordi India er død. Det er også en barsk erkendelse. Det var jo faktisk en sørgelig historie, den om India. Selvom hendes tilstædeværelse på mange måder bare er fyldt med kærlighed. Lille Store Raja Lys. Lillesøster til en fin lille død baby. Men min lille fine døde baby...

Min og Sibilles fødselsdag

Efter India er død har jeg haft det meget svært med min fødselsdag. Den ligger to dage før hendes. Og minderne og erindringerne er sneget sig ind i den tid lige før. Og det har fyldt meget. Desuden har det været så tydeligt med alle tillykkerne på min fødselsdag - og de manglende af dem på Indias fødselsdag.
Så det bedste der kunne ske var vist, at jeg skulle få den fødselsdagsgave at få en lille Sibillebaby på min egen fødselsdag 3 år efter india.
Jeg elsker mine børns fødselsdage. Og jeg bliver så rørt over at de har levet et helt år mere. Og jeg elsker at se dem så fødselsdagsglade.
Sibille er et meget gladt barn. Og på sådan en fødselsdag hvor man lærer hvad pålægschokolade er, man har morfars fulde opmærksomhed og man får gaver og hurra, så vil smilene ingen ende tage. Og min fødselsdag er igen blevet en fantastisk dag...

Sommerferie

Vi tæller ned. To uger til sommerferie. I 5½ uge. Det bliver top lækkert. Det har været lidt svært at finde ud af hvad vi skulle denne ferie. Jeg er stadig så svingende i hvordan jeg har det, at det er svært at planlægge ret meget. Og transport forværrer det hele. Men noget skal der ske. Vi skal mærke det er ferie, og pigerne skal også have følelsen af at der er sket noget særligt.
Vi skal i kolonihaven, mens lejligheden lånes ud. Og så er vi endt med at bestille to nætter på Tivolihotel med all inklusiv i starten af ferien. Og 2 overnatninger i Sommerland Sjælland midt i ferien.
Herudover skal vi lære vores lille nye ven Snehvide-kaninen at kende. Og så skal vi bygge en træhytte til Raja, i vores eneste og næsten væltede træ.

Jeg er sikker på det bliver fantastisk. Jeg håber bare virkelig meget på at jeg holder skansen, og ikke bliver meget skidt. Det er ihvertfald stensikkert at jeg ikke skal prøve en skid i Tivoli.

Efter sommerferien starter Raja og Sibille i en ny børnehave. Og det er et helt kapitel for sig. Lige nu tænker vi kun på sommerferie. Som er lige om lidt.

Raja Lys 5 år

Fødselsdagsmarathon

D. 30. april blev Raja 5 år. Jeg har glemt kameraet i kolonihytten, men det var fest på fest. Og det blev sommer den dag. Hendes fødselsdag satte gang i fødselsdagsmarathonet. 5/5 af os har fødselsdag på 1½ måned. Og vi har vel omkring 30 personer som betegnes som den nærmeste familie. Så; FÆÆÆÆST!

Tiden går, der sker ikke så meget. Og alligevel sker der jo en masse.
Som i at Raja skal have en kanin om to uger.
Og som at jeg kæmper med medicinen og bivirkningerne - for slet ikke at tale om symptomerne fra sygdommen.
Thor er næsten færdig med sit speciale, og jeg skal snart til min allersidste eksamen.
Sibille prøver at finde sit fodfeste i sin nye børnehave, alt imens hun har udviklet sig til den i familien med bedste kompetencer inden for recitering af filmreplikker, og med mest krudt i røven.

Småtingspladder på en blog der aldrig skulle have været en hverdagsblog - men blev det. For tænk, der blev en hverdag igen, hvor det bare var sådan det var, at en var død, fire var i live. Og havde præcis de samme udfordringer i hverdagen som alle andre. Og logistikken til fødselsdagene og overvejelserne for og imod en kanin var noget der tog 8½ aftener at overveje (og der blev kun råbt en lille smule af hinanden).

Det var ikke så svært

Det var ikke så svært at starte i børnehave. Når man bare har sin allerbedste storesøsterven med sig.

Slut med vuggestuen

Nu er Sibille stoppet i sin vuggestue. Og efter påske starter hun i Rajas børnehave, hvor de skal gå sammen indtil Raja skal i skole næste sommer.

Det er en lidt vemodig afslutning. Mest for forældrene. For Sibille har vist ikke helt begrebet hvad det egentlig betyder at hun stopper i vuggestuen og starter i børnehaven.
Onsdag var hendes stue på besøg herhjemme til farvel-hygge. Og fredag var vi nede og sige farvel i vuggestuen.
Sibilles vuggestue er helt fantastisk. Vi har været meget imponerede over pædagogernes praksis - og reflektion over samme. Og Sibille har været mega glad for at gå der.
Udover det, så har de været en rigtig god støtte, ikke mindst for Sibille, mens jeg har været syg.
De havde lavet en bog til hende med de sødeste fineste historier, anekdoter og billeder fra hendes vuggestueliv. Jeg(og Thor) piver let, og også i fredags. Vi krammede pædagoger og medhjælpere, og lovede at hvis kondomet nogensinde sprænger igen, skal ungen gå der.
Nå, men kram til alle, tårer her og der. Og da vi, gik hen til lågen vender Sibille sig om, vinker og siger; hej hej, vi ses i morgen...
Hun er nok først gået ud når hun rent faktisk ikke er dernede mere...

Lørdag blev hun stanget i hovedet af lille geds mor.


Men hun er stadig det glade æg...

Kan man være en død storesøster til fastelavn

Raja ville i et øjeblik være India til fastelavn. Altså hun har også ville være andre sære ting i processen, sære og usygelige ting. India var dog det mest absurde.
Min forestilling var; skal du så ligge i en kiste og se død ud.
Hendes forestilling; nej jeg skal da være en engel.
Det er måske det allerbedste billede på vores tos forskellige forhold til India. Er vild med hendes!

- Hun skal ikke være India til fastelavn, men hun er endt på Rosa fra Rouladegade. Satme godt. Hvis min reaktion var som fortalt, hvordan mon så de andre voksne omkring hende havde reageret, hvis hun var sin døde storesøster?
Men jeg er glad for at India er en del af hendes bevidsthed. Men mest glad for at hun er det på sådan en naiv og sorgløs måde. Nogle gange ville jeg ønske India lidt kunne være min storesøster, istedet for datter.

Endelig et ny år

For 2011 går sgu over i min historie som det næsten værste. Hold kæft hvor har jeg været syg. Og sur over at være syg.
Altså det betyder jo ikke så meget at vi skriver nyt år. Men okay, vi strukturerer vel hele tiden alting, så jo - noget betyder det nok - forhåbentligt.

Så nu bliver 2012 året hvor jeg får styr på balancen. For når det sker, så har jeg efterhånden alle forudsætninger for at leve lykkeligt til mine dages ende...

Julefred

Vi havde en helt fantastisk jul. Vi var tilpas mange, tilpas julede og tilpas hyggelige. Raja og Sibille holdt den kørende til klokken 00. Og selv ikke en sløj mor og en Sibille der havde kastet op om natten kunne ødelægge julefreden.
Vi var hjemme og havde 4 gæster. Og det var bare det helt rigtige. Vi var hos India i over en time om formiddagen, vi nussede bare rundt og hyggede og legede i vores eget tempo. Og pigerne var trygge og glade. Juleaften ifølge Raja:











Juledagene var der simpelthen for meget knald på. Vi var jo alle småsløje, lidt julejetlagede og sån. Men 3-4-5 dage i træk med julefester er for meget for alle. Den nød skal vi have knækket næste år. Men det er jo svært når man er sådan en hip moderne familie som os, med bedsteforældre der er skilt, gift igen, skilt igen.

Min lille Sibille

Min lille bitte bitte babyBille har fået tilbudt børnehaveplads! Hun er helt klar. Jeg er ikke. Jeg får brug for en lang indkøring. (Det er Rajas fantastiske børnehave, hende Sibille kommer til at elske det)