Bare vent til far kommer hjem

Det hedder den bog vi lige har læst begge to, og den er vanvittig god. Den handler om hvordan Kristian oplevede at blive far for første gang, for anden gang, for tredje gang og for fjerde gang. Det er livsbekræftende og varm læsning. Og det er guf for min indre feminist. Og Thors!
Vi fik bogen tilsendt sammen med min vikle fra Kristian og Tinas slynge-hippie-butik Sneglehuset. Det var en "godt nytårsgave" fra deres familie til vores familie.

Vi kender dem fordi vi lejede fødekar hos dem da vi ventede India. Og jo VI ventede India, men det var mig der var gravid og mig der fødte. Vil altså ikke være vi når det gør så nas!
India skulle fødes derhjemme. Derhjemme på Amager, i vores lille toværelses ungdomsbolig. Gud det føles som 100 år siden vi boede der. Vi boede der også kun kort, lige præcis fra India blev undfanget til tre måneder efter hendes død.
Vi måtte nemlig ikke bo i lejligheden med børn, og så skulle vi fandme heller ikke bo der uden! Og i sådan en festlig ungdomsboligforening var folk også noget forbavsede da vi satte følgende seddel op i opgangen:

Kære naboer
Som nogle af jer måske har regnet ud er der en lille ny beboer på vej.
Vi har planlagt at han/hun skal fødes hjemme.
Det kan ske når som helst inden for den næste måned. Så bliv ikke forskrækkede og tilkald endelig ikke politiet hvis i hører mærkelige lyde fra lejlighed 12.
Mange hilsner fra de vordende forældre LINE & THOR

Jeg kan simpelthen smage forventningens glæde og lykke når jeg læser det brev. Vi ventede bare og var så spændte. Og vi var så forbandet cool. Så cool at jeg bliver en anelse stolt når jeg tænker tilbage. En lille bitte lejlighed med bjælker på Amager, der skulle jeg føde vores Rumle, midt i et kæmpe kar midt i det lille soveværelse.
India var en baby der virkelig var lavet og født på kærlighed og kildevand. Jeg savner lidt den tid. Hvor vi var så forventningsfulde og på mange måder også unge og uskyldige. Det føles som årtier siden. Det skulle nok gå det hele, vi var simpelthen så cool.

Det er meget paradoksalt at jeg på den ene side kan ønske mig tilbage til dengang. På den anden side kan jeg få ondt i maven over at vi dengang var uvidende om alt det der ville ske med vores barn. Og hvor meget vi ville ændre os på så kort tid. Den dag i juni blev jeg gammel. Jeg blev alvorlig og jeg blev sorgfuld.
Jeg er langsomt blevet den Line jeg er idag, og jeg ønsker mig egentlig ikke tilbage. Men jeg kan godt mindes med glæde og længsel efter dengang hvor vores liv var meget mere ukompliceret. Meget mere enkelt og rigtig meget mere sorgløst.

Med Raja er også kommet mere glæde og lykke og skørhed og sjovhed i vores hverdag. Men hun er født ind i en meget betænksom og velovervejet familie. Jeg savner lidt af spontaniteten, sorgløsheden og kontrolløsheden. Men jeg syntes også at vi i øjeblikket gør os mange tanker om at forsøge at bevare og finde frem til nogle af de værdier vi levede efter dengang. Vi skal ikke blot være det døde barns familie, men en sprællevende familie med en død storesøster. Det sker helt i vores eget tempo, og jeg kan mærke det gør mig glad at vi er ved at finde os selv igen efter at have været i en "anden verden" i lang tid.
Det er ikke fordi vi glemmer India og forsøger at tage afstand til hende eller sorgen. Nærmere tværtimod. Jeg tror faktisk tværimod at vi er ved at finde tilbage til nogle af de ting vi følte for og var dengang India var her i live.
Dermed ikke sagt vi bliver som før, det bliver vi aldrig. Men vores syn på verden, livet, kærligheden, hinanden og familielivet er ved at blive mere os igen. På godt og ondt.

Shit et ærligt indlæg det her. Håber ikke jeg fortryder. Det er hvad der kommer ud af at Thor tager Raja med i ZOO alene, så mor kan "læse"!