Vi spiste børnefri frokost...

...og talte om børn. Vi sad og kyssede på cafe BODEGA, det var dejligt, lidt mærkeligt ikke at skulle lytte efter Raja, men dejligt. Og vi fik kysset og taget store beslutninger.

Vi har besluttet at Raja ikke skal i institution før efter sommerferien. Det er jo ret meget senere end andre børn starter, og det er meget senere end vi havde forestillet os, og meget senere end vi oprindeligt har skrevet hende op til.
Men Raja er ikke parat. Og jeg er ikke parat. Og jeg har sovet vanvittigt godt i nat ved tanken om at jeg ikke skal aflevere Raja i en daginstitution om en måned. Ingen tvivl om at børn (til en vis grænse) har behov for at blive socialiseret i en gruppe fra de er små, men Raja kommer de næste rigtig mange år til at blive passet ude i byen, så jeg tror kun hun har gavn af at være herhjemme hos os lidt endnu.
Raja er meget glad for sin mor og far(og vi er meget glade for at hun er glade for os). Raja vil rigtig meget gerne have sin moar og sin far tæt på hele tiden. Hun elsker at sidde på vores maver i slyngen/viklen/Mei Tei'en, og jeg er aldrig i tvivl om at det er der, det er mest rigtigt at hun sidder lige nu. Hun er ikke meget for fremmede, og man skal altså gøre en ihærdig insats for at blive Rajas ven... Men hun er også en glad, tryg og meget meget kærlig lille pige.

Dem der kender mig ved at min filosofi og tilgang til min omverden er, at man hellere skal fylde på på på, end at vænne af af af. Og det gælder i høj grad også med hensyn til Bajaba. Jeg tror ikke på at man kan presse mennesker til at få det godt ved at fratage dem deres tryghed og ikke opfylde deres behov. Og jeg kan se på Raja når vi nogle gange i frustration (over eksempelvis manglende søvn) har benyttet os af en eller anden søvntræningsteori der jo bare er "fuuuuuuuldstændig fantastisk" ifølge bøgerne, så ødelægger det altså lidt af hende. Nej jeg tror på hun skal fyldes op op op, indtil hun er så fuld af kærlighed, omsorg og tryghed, at hun stiller sig på sine to små tykkeben og går ud og møder verden med den bedste balast og bagage...
Vi skal selvfølgelig støtte hende i hendes møde med verden. Vi skal støtte hende i høj grad i hendes selvstændighed, men i hendes tempo. Når hun viser parathed til det. Jeg tror på det, og jeg kan mærke at det er rigtigt for os at gøre. Også selvom vi på godt gammeldags fordoms-dansk forkæler Raja mega meget.
Men det betyder jo også at vi må sluge nogle kameler. jeg kommer jo faktisk aldrig ud om aftenen. Jeg får ikke min nattesøvn. Og vi kan ikke holde kyssedage særligt ofte. Men det er en invistering i mit barn, som jeg er helt sikker på kan betale sig i længden... Det er en invistering i Rajas tryghed som jeg ikke vil gå på kompromis med. Og det er så relativt få år af mit liv jeg skal være totalt opofrende... Og jeg syns faktisk det er mega dejligt og hyggeligt at få lov til bare at være mor. Jeg kan sgu godt undværre at danse på bordene et par år(jeg har alligevel taget så meget på at de ville brase sammen)

For lige at slå en ting fast, så fordømmer jeg altså ikke folk der gør det anderledes end os. Og hvis vores næste barn (GISP sagde jeg næste barn!) bliver en lille selvstændigdisse der slet ikke har ligeså stort tryghedsbehov, jamen så ville vi jo helt sikkert gøre alting meget anderledes. En ting ville jeg dog aldrig acceptere, og det er et uslyngeligt barn;)