Historien om en (bloggende) moder

Nu er det februar. Så blir det marts og så bryder helvede løs, for så er det eksamenstid!
Måske skulle jeg lige have svar fra landsforeningen før jeg kunne få fingeren ud. Men idag satte jeg mig ned og forsøgte at få et bare nogenlunde overblik over studierne. Og det lykkedes... Sån da.

Jeg er ret overvældet over antallet af læsere her på min blog, men mon ikke mange falder fra når jeg begynder at sumpe rundt i min bobbel af fagtermer og eksamensstres, tihi... Jeg er nok også ret så meget så rørt over at så mange følger med i mig og mines liv.
Jeg ved egentlig ikke hvordan det startede med den her blog. Faktisk tror jeg det var ret så tilfældigt.

Jeg har lige siden India døde haft et stort behov for at fortælle hendes historie, hendes liv og hendes dejlighed til hele verden. Helst skulle ingen gå hendes liv forbi(selvom mange med garanti gerne ville være foruden at høre om døde børn). Det var i lang tid næsten en besættelse at historien om min India skulle udbredes.
Og Indias historie er fortalt meget og flot. Hun har været i Femina(tihi), i nyhedsavisen og Billie og Frank har skrevet en sang om hende (Little India der udkommer i år). Og så har jeg fortalt hendes historie til rigtig mange og rigtig mange gange. Jeg har nærmest også formuleret bogen "Indias sommer" i hovedet, (den skal nok også komme en dag:)
Det er ikke længere en autistisk nødvendighed for mig at fortælle om India til alle. Jeg taler stadig rigtig meget mega monster gerne om hende. Men det er ikke en nødvendighed længere.
Men hun er også meget bare min. Jeg er helt sikker i mit forhold og mine følelser til hende. Hun er min og det kan ingen rokke ved. Ingen og intet kan få mig til at få det anderledes med hende, og det har taget en rum tid at nå der til. I lang tid vaklede jeg og skulle lære at være mor til min døde pige. Nu falder det mig ganske ganske naturligt. Og jeg prøver hverken lægge låg på eller skjule min store kærlighed til hende, og ej heller det modsatte. India er som hun er, død og dybt dybt i mit hjerte.
Gad vide om det var det alle de kloge mente med at hun "skal have sin plads". Kald det hvad du vil men hun hører ihvertfald til.

Jeg har dog stadig et stort opgør at tage med Danmark(ej faktisk flere opgør, men jeg snupper et af gangen). Der er Danmarks "mørkeræd" jeg frygtelig gerne vil hjælpe med at bekæmpe... AJ der er vanvittig mange der er vanvittig gode til at turde at være der! Eller også er jeg bare ualmindelig heldig over at kende alle de gode mennesker. Men jeg syns også at der er meget berøringsangst og misforståethed overfor sorg.
Min studievejleder, sagde at hun troede at grunden til at folk havde svært ved at takle mennesker i dyb dyb sorg var, at det minder dem om deres egen utilstrækkelighed. Forstået på den måde at når de ikke kan trøste, ikke gøre det "godt igen", føler de sig magtesløse og utilstrækkelige. Og det er jo ikke rart at have det sådan. Men det er altså endnu værre at have mistet sit barn og at hun ikke bliver anerkendt. At ens sorg, minde, kærlighed til og glæde af barnet og ens forældreskab ikke bliver anerkendt fordi nogle frygter at komme til at føle sig magtesløse og utilstrækkelige.
Og hvor om alting er, så er alle jo utilstrækkelige, for de er jo ikke mit døde barn, som er hende jeg grundlæggende mangler. Og så er de alligevel ikke utilstrækkelige, for al den varme, kærlighed, støtte og omsorg man får, skubber på så man igen tør møde verden. Møde lykken. Møde livet. Men i starten i små bitte bider. Omgivelsernes reaktion er så forbandet vigtig når man mister sit barn. Og det har fyldt meget hos mig og i perioder påvirket mit forhold til India meget.

Jeg kan se mange fordele ved at skrive på den her blog. Det er helt vildt hyggeligt syns jeg. At få formuleret alle de tanker der flyver rundt i mit hoved. Og at se på skrift hvad jeg tænker(nogle gange kan jeg blive helt forskrækket, og de indlæg med flyvende lyserøde elefanter offentliggør jeg ikke).
Det er ikke det samme at skrive det i en dagbog. For så får jeg det simpelthen ikke gjort. Så blir jeg en doven skid. Og ja det er skide netagtigt og måske en kende fremmedgørende, men alligevel, så er det skide hyggeligt, hvis man indgår på de præmisser der er i sådan et felt... Noget af den dejligeste opbakning jeg iøvrigt har fået er af min India-netmødregruppe. Så jeg gider godt være nørd, trods alt.

Måske vil Raja en dag undres over minder af en trist mor og far. Jeg ved det ikke. Måske vil hun en dag gøre oprør mod al den India. Jeg ved det ikke. Men måske vil hun en dag få brug for at læse hvordan hendes mor havde det dengang hun var helt ny. Jeg havde det vidunderligt med dig Raja! Men jeg har også mange tanker og reflektioner om hvordan mit liv nu er og skal være. Men jeg har altid haft det vidunderligt med dig Raja.
Måske en dag Raja vil læse alt dette og få en dybere forståelse for hendes mor og hendes start på livet. Og skulle hun have spørgsmål jeg ikke kan svare på fra dengang hun var ny, så kan hun måske finde dem her.

Det blev en lang smøre om mange ting. Og faktisk lavede jeg, uhyggeligt nok, et undervisningsforløb i historien om en moder i sprogcentret på Helligkors Skole, mens jeg ventede India. Men der anede jeg ikke hvor ondt i hjertet man kunne have. Jeg kendte ikke engang til at være moder. Det gør jeg nu!