Hvad skal der dog blive af mig?

Ja sådan tænker jeg sgu tit om min fremtid... Jeg er slået fuldstændigt hjem i karriere/studieræset, og jeg aner ærligt talt ikke hvor jeg bevæger mig hen i øjeblikket.

Jeg kan ikke stille mig tilfreds med at føde børn og barsle dem, det kan jeg bare ikke. Jeg vil gerne ud og lave lidt rav i den et sted, men studiet har jeg altså svært ved at finde gejsten ved. Jeg følger mit 3. liniefag samfundsfag og har gjort det siden september, men hver gang nogen siger vækst og konjukturer tænker jeg på Rajas vækstkurve, når nogen siger udbud og efterspørgsel tænker jeg på hvor mange gravsteder der mon er blevet solgt omkring India, og når nogen taler om økonomisk udvikling så tænker jeg hvordan vores økonomi kan udvikle sig så jeg har råd til en kleinsmekker Mei Tei slynge!
Sagt med andre ord, jeg kan kun pille navle i disse dage, jeg har meget svært ved at være med i spillet om den virkelige verden. Det er ikke noget jeg har valgt, jeg er bare skide fyldt op med mig selv og mine, og jeg tror der skal en ordentlig røvfuld til at få mig ud af min "mig og mine"-hule. Men det er vist på tide. Jeg skal lave noget andet end at drikke kaffe på den røde bænk med en sovende(i 42½ minut-præcis!) Raja ved min side. Ja, navlestrengen til mine børn skal kappes lidt mere(og det er kun iorden at sige det fordi det er mig selv der siger det. Alle andre ville få SÅDAN en overhæling hvis de nærmede sig dette emne)... SHit mand jeg skal ud i den virkelige verden lige om snart!
Men jeg har svært ved at håndtere den overfladiske virkelige verden. Jeg har det svært med at skulle fylde min hverdag op med(hvad for mig føles som) ligegyldigheder. Derfor bliver jeg nødt til at finde ud af hvad jeg skal foretage mig hver dag i rigtig lang tid fremover, uden at det skal føles meningsløst for mig.

Jeg har søgt et job. Det er som rådgiver i landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød. Det er en stilling hvor man skal rådgive forældre der lige har mistet deres børn, man skal undervise forskellige faggrupper der skal møde mennesker i sorg og man skal arbejede med alt muligt på landsforeningen sekratariat iøvrigt. Nøj det job ville jeg bare gerne have, men ak ak ak... Der er over 50 ansøgere. Og sansyndligheden for at der er en med lidt bedre machende uddannelse end mig er nok rimlig pisse stor. En ting er dog sikker, og det er , at får jeg ikke jobbet, så stiller jeg nok op til bestyrelsen... Men det giver jo ikke smør på brødet, sagde min dårlige økonomiske samvittighed(Lene!).

Så tsk tsk tsk, den virkelige verden kalder. Jeg skal altså til at finde ud af hvordan jeg skal gribe den an. Ja faktisk sidder jeg her som 27 årig og føler jeg på pubertær vis igen skal til at "vælge retning". Og det kommer jeg helt sikkert til at skrive meget mere om, det her indlæg blev noget værre rod, men ja summa sumarum er, at det der fylder rigtig meget lige nu er, hvad hulen skal der dog blive af mig!?