Om at starte igen

Egentlig startede jeg jo på seminariet igen i august. Og jeg har også været proformastuderende, men det er først nu at jeg egentlig begynder at føle mig som studerende igen. Og det er sgu med blandede følelser jeg sætter mig og læser og skriver opgaver, på mine velfortjente aftener og weekender.
På en måde syns jeg det er vanvittigt fedt at være ude i den virkelige verden igen. At mærke lidt af Line der mener noget om andet end bleer, spædbarnsdød og slynger. At være Line der elsker en god diskusion, går ind i opgaver med ild og sjæl og bare nyder at sidde med en kop kaffe og LÆRE(det er en superdejlig ego-tjans at være studerende!) !

Men på den anden side er det altså bare ikke det samme som det har været. Jeg har rigtig svært ved at finde melodien igen, og jeg kæmper med min indre stræber, for den vil så gerne komme til udtryk, men jeg orker det næsten ikke. Og min hukommelse er bare hullet som en si.
Jeg er heller ikke så fri som jeg en gang var. JEg er ikke så på. Jeg tager mig selv i pludselig at sidde at tænke: "mon Thor har husket at give Raja den karryfarvede hue på, det blæser jo så meget" når vi taler Europarådet... Og jeg siger ikke ret meget i diskussionerne.
Faktisk siger jeg kun noget hvis jeg er helt sikker på det jeg skal sige.
Skal jeg holde et oplæg skriver jeg alt ned, og jeg har allerede mareridt om den foretstående eksamen. Jeg har behov for enorm kontrol over det der sker. Jeg bliver helt panisk når jeg ikke forstår, og jeg bliver total stresset når diskussionen løber ud af en tangent så jeg mister overblikket. Sådan har jeg aldrig været før. Jeg plejer at være genial til at navigere i kaos. Jeg plejer at opsøge fagligt kaos. Det plejer nærmest at være mit varetegn; kaotiske Line der lige får bagt en kage i pausen.
Jeg tror jeg har en ide om hvorfor. Jeg tror ikke jeg kan håndtere situationer jeg ikke har kontrol over. Det minder mig om magtesløsheden jeg følte den dag i juni hvor en læge med hvid kittel sagde til mig at mit barn i min mave var død. Det var magtesløshed i den mest ekstreme form. Det var den værste form for mistet kontrol. Og nu er kontrolløshed min værste fjende.
Måske er det bare en gang lommepsykologi, men måske er det derfor. Jeg ved det ikke, men det er ikke et særligt godt fundament at studere med, for man har jo for hulen ikke kontrollen hele tiden på sit studie. Ej heller i sit private liv. Og det er noget jeg allerhøjeste grad skal arbejde med, det ved jeg godt. Men lige nu er det min strategi. At forsøge at kontrollere så godt jeg kan. Næsten lidt en freak af kontrol er jeg blevet. Og lige nu er det simpelthen den måde jeg kommer igennem det hele på; ved at forsøge at have kontrollen over de situationer jeg står i.

Jeg har længe tænkt om det går at jeg skal tage et fuldt fjerde år næste år... Det er et vanvidsår, og jeg har søgt om lov til at studere deltid istedet. Men det er en stor beslutning syns jeg. For det er en erkendelse af, at jeg stadig ikke kan hvad jeg har kunnet. At jeg måske endda stadig er i sorg, og at jeg ikke klare det hele som jeg kunne engang.

På studiet er jeg studerende. De andre på mit hold ved godt jeg er mor. Både til min døde India og min sprællevende Raja. Men mest er jeg studerende. Jeg må også indrømme at jeg er lidt ligeglad med at min sidekammerat er windsurfer(selvom det egentlig var meget skægt han sad og nærmest tissede i bukserne af fryd over at blæsten tog til så han kunne komme ud og surfe lige så snart vi havde fri)...
Det er jo sådan det er, vi er medstuderende til hinanden, og det vigtigeste er jo altså at vi har læst og alt det der. Og så alligevel er det vigtigt for mig at de ved min historie. Både fordi det bare er vigtigt for mig af uforklarlige årsager. Men også fordi de helst skal vide hvis jeg reagerer mærkeligt i nogle situationer. Da jeg fx skulle holde mit første oplæg rystede jeg så meget på hænderne at alle kunne se det når jeg pejede på overheaden. Der blev ingen opklarende spørgsmål stillet i det oplæg, alle var godt klar over at det var en meget presset situation for mig at stå der i centrum for første gang siden min datter døde. For som jeg har sagt lige fra starten; det er sgu somom jeg skal gøre alting for første gang igen.

Jeg sendte en mail ud til mit nye hold inden jeg startede og fortalte om mine piger og mit liv. Jeg fik et par svar tilbage, med velkomsthilsner og det var bare rigtig rart... Og helt ubevidst ender jeg altid med at sætte mig ved siden af en af dem der sendte mig et svar på min mail.

Jeg forsøgte også at starte på seminariet kort tid efter India var død, for så kunne jeg bare hoppe med på det hold jeg hele tiden havde gået på. Men jeg endte med at løbe skrigende væk. For alt for mange kvitterede min tilbagekomst med tavshed. Det var medstuderende der havde fulgt min tykke mave vokse, nogle havde mærket min mave, andre sagt de glædede sig til at se den lille baby. Alle vidste jeg var ved at blive mor.
De anede ikke hvad de skulle sige da India var død og jeg kom tilbage. Og den tavshed gjorde at jeg ikke kunne være der. Jeg stod midt i det. Midt i at have mistet mit barn, og kunne slet ikke bare være studerende. Jeg havde brug for at folk viste mig at de vidste hvad der var sket. Utrolig mange af mine medstuderende havde skrevet, sendt blomster og kom til begravelsen. Nogle enkelte var også ude at se India på hospitalet. De var grunden til jeg overhoved kastede mig ud i at starte så tidligt. Men tavsheden fra de få fyldte alligevel mærkeligt nok for meget.
"Man er ikke forpligtet ud over evne" talte jeg meget og længe med min (fantastiske) studievejleder om. Og det er jeg faktisk enig i. Men så må man satme give mine medstuderende evnerne, for det er simpelthen ikke godt nok at være så berøringsangst når man er et år fra at være færdiguddannet lærer.

Når jeg tænker over hvad jeg dengang havde haft brug for i forhold til nu, så er det måske slet ikke så forskelligt. Jeg har nok bare brug for at folk viser de ved hvad der er sket. At det er ok at jeg ikke er helt på toppen og at det er ok at jeg ikke kan hvad jeg kunne, lige nu.
Jeg tager det ikke så nært længere. Det slår mig ikke ud når en gammel medstuderende kommer og ønsker mit tillykke med Raja men strålede ved sin tavshed da jeg kom tilbage efter at have mistet India. Eller når nogle vender om på hælene og flygter når de ser mig. Det slår mig ikke ud, men det stikker. Hvad er det der gør mig så farlig?

Folk kan vise deres forståelse eller medfølelse for min situation på mange måder, bare jeg kan mærke det er ok at jeg er mig. Det kan være et lidt anerkendende smil, et klap på skulderen når jeg har holdt mit første oplæg, eller et par ord om den mail jeg sendte.
Jeg syns faktisk de fleste på mit nye hold viser mig en omsorg. På deres egen måde. Min lidt spøjse underviser giver mig f.eks. ordet ligeså snart jeg antyder en markering... Faktisk spørger han mig hvad jeg vil sige bare jeg klør mig i håret... så jeg håber dette semester blir lusefrit!

...Gad vide om nogen nåede bunden af det her indlæg uden bare at scroole ned...

Men det er forresten en dejlig dag idag. Jeg skal være tante igen, og mere må jeg hellere holde min kæft med! Og så har jeg været til super hygsomt slyngemøde, det er sådan et mægtig hyggeligt fænomen med en masse babyer, slynger og mødre. Dog en lidt trist aften. Raja er blevet småsyg igen. Øv.