Egentlig startede jeg jo på seminariet igen i august. Og jeg har også været proformastuderende, men det er først nu at jeg egentlig begynder at føle mig som studerende igen. Og det er sgu med blandede følelser jeg sætter mig og læser og skriver opgaver, på mine velfortjente aftener og weekender.
På en måde syns jeg det er vanvittigt fedt at være ude i den virkelige verden igen. At mærke lidt af Line der mener noget om andet end bleer, spædbarnsdød og slynger. At være Line der elsker en god diskusion, går ind i opgaver med ild og sjæl og bare nyder at sidde med en kop kaffe og LÆRE(det er en superdejlig ego-tjans at være studerende!) !
Men på den anden side er det altså bare ikke det samme som det har været. Jeg har rigtig svært ved at finde melodien igen, og jeg kæmper med min indre stræber, for den vil så gerne komme til udtryk, men jeg orker det næsten ikke. Og min hukommelse er bare hullet som en si.
Jeg er heller ikke så fri som jeg en gang var. JEg er ikke så på. Jeg tager mig selv i pludselig at sidde at tænke: "mon Thor har husket at give Raja den karryfarvede hue på, det blæser jo så meget" når vi taler Europarådet... Og jeg siger ikke ret meget i diskussionerne.
Faktisk siger jeg kun noget hvis jeg er helt sikker på det jeg skal sige.
Skal jeg holde et oplæg skriver jeg alt ned, og jeg har allerede mareridt om den foretstående eksamen. Jeg har behov for enorm kontrol over det der sker. Jeg bliver helt panisk når jeg ikke forstår, og jeg bliver total stresset når diskussionen løber ud af en tangent så jeg mister overblikket. Sådan har jeg aldrig været før. Jeg plejer at være genial til at navigere i kaos. Jeg plejer at opsøge fagligt kaos. Det plejer nærmest at være mit varetegn; kaotiske Line der lige får bagt en kage i pausen.
Jeg tror jeg har en ide om hvorfor. Jeg tror ikke jeg kan håndtere situationer jeg ikke har kontrol over. Det minder mig om magtesløsheden jeg følte den dag i juni hvor en læge med hvid kittel sagde til mig at mit barn i min mave var død. Det var magtesløshed i den mest ekstreme form. Det var den værste form for mistet kontrol. Og nu er kontrolløshed min værste fjende.
Måske er det bare en gang lommepsykologi, men måske er det derfor. Jeg ved det ikke, men det er ikke et særligt godt fundament at studere med, for man har jo for hulen ikke kontrollen hele tiden på sit studie. Ej heller i sit private liv. Og det er noget jeg allerhøjeste grad skal arbejde med, det ved jeg godt. Men lige nu er det min strategi. At forsøge at kontrollere så godt jeg kan. Næsten lidt en freak af kontrol er jeg blevet. Og lige nu er det simpelthen den måde jeg kommer igennem det hele på; ved at forsøge at have kontrollen over de situationer jeg står i.
Jeg har længe tænkt om det går at jeg skal tage et fuldt fjerde år næste år... Det er et vanvidsår, og jeg har søgt om lov til at studere deltid istedet. Men det er en stor beslutning syns jeg. For det er en erkendelse af, at jeg stadig ikke kan hvad jeg har kunnet. At jeg måske endda stadig er i sorg, og at jeg ikke klare det hele som jeg kunne engang.
På studiet er jeg studerende. De andre på mit hold ved godt jeg er mor. Både til min døde India og min sprællevende Raja. Men mest er jeg studerende. Jeg må også indrømme at jeg er lidt ligeglad med at min sidekammerat er windsurfer(selvom det egentlig var meget skægt han sad og nærmest tissede i bukserne af fryd over at blæsten tog til så han kunne komme ud og surfe lige så snart vi havde fri)...
Det er jo sådan det er, vi er medstuderende til hinanden, og det vigtigeste er jo altså at vi har læst og alt det der. Og så alligevel er det vigtigt for mig at de ved min historie. Både fordi det bare er vigtigt for mig af uforklarlige årsager. Men også fordi de helst skal vide hvis jeg reagerer mærkeligt i nogle situationer. Da jeg fx skulle holde mit første oplæg rystede jeg så meget på hænderne at alle kunne se det når jeg pejede på overheaden. Der blev ingen opklarende spørgsmål stillet i det oplæg, alle var godt klar over at det var en meget presset situation for mig at stå der i centrum for første gang siden min datter døde. For som jeg har sagt lige fra starten; det er sgu somom jeg skal gøre alting for første gang igen.
Jeg sendte en mail ud til mit nye hold inden jeg startede og fortalte om mine piger og mit liv. Jeg fik et par svar tilbage, med velkomsthilsner og det var bare rigtig rart... Og helt ubevidst ender jeg altid med at sætte mig ved siden af en af dem der sendte mig et svar på min mail.
Jeg forsøgte også at starte på seminariet kort tid efter India var død, for så kunne jeg bare hoppe med på det hold jeg hele tiden havde gået på. Men jeg endte med at løbe skrigende væk. For alt for mange kvitterede min tilbagekomst med tavshed. Det var medstuderende der havde fulgt min tykke mave vokse, nogle havde mærket min mave, andre sagt de glædede sig til at se den lille baby. Alle vidste jeg var ved at blive mor.
De anede ikke hvad de skulle sige da India var død og jeg kom tilbage. Og den tavshed gjorde at jeg ikke kunne være der. Jeg stod midt i det. Midt i at have mistet mit barn, og kunne slet ikke bare være studerende. Jeg havde brug for at folk viste mig at de vidste hvad der var sket. Utrolig mange af mine medstuderende havde skrevet, sendt blomster og kom til begravelsen. Nogle enkelte var også ude at se India på hospitalet. De var grunden til jeg overhoved kastede mig ud i at starte så tidligt. Men tavsheden fra de få fyldte alligevel mærkeligt nok for meget.
"Man er ikke forpligtet ud over evne" talte jeg meget og længe med min (fantastiske) studievejleder om. Og det er jeg faktisk enig i. Men så må man satme give mine medstuderende evnerne, for det er simpelthen ikke godt nok at være så berøringsangst når man er et år fra at være færdiguddannet lærer.
Når jeg tænker over hvad jeg dengang havde haft brug for i forhold til nu, så er det måske slet ikke så forskelligt. Jeg har nok bare brug for at folk viser de ved hvad der er sket. At det er ok at jeg ikke er helt på toppen og at det er ok at jeg ikke kan hvad jeg kunne, lige nu.
Jeg tager det ikke så nært længere. Det slår mig ikke ud når en gammel medstuderende kommer og ønsker mit tillykke med Raja men strålede ved sin tavshed da jeg kom tilbage efter at have mistet India. Eller når nogle vender om på hælene og flygter når de ser mig. Det slår mig ikke ud, men det stikker. Hvad er det der gør mig så farlig?
Folk kan vise deres forståelse eller medfølelse for min situation på mange måder, bare jeg kan mærke det er ok at jeg er mig. Det kan være et lidt anerkendende smil, et klap på skulderen når jeg har holdt mit første oplæg, eller et par ord om den mail jeg sendte.
Jeg syns faktisk de fleste på mit nye hold viser mig en omsorg. På deres egen måde. Min lidt spøjse underviser giver mig f.eks. ordet ligeså snart jeg antyder en markering... Faktisk spørger han mig hvad jeg vil sige bare jeg klør mig i håret... så jeg håber dette semester blir lusefrit!
...Gad vide om nogen nåede bunden af det her indlæg uden bare at scroole ned...
Men det er forresten en dejlig dag idag. Jeg skal være tante igen, og mere må jeg hellere holde min kæft med! Og så har jeg været til super hygsomt slyngemøde, det er sådan et mægtig hyggeligt fænomen med en masse babyer, slynger og mødre. Dog en lidt trist aften. Raja er blevet småsyg igen. Øv.
7 kommentarer:
Jeg ville ha skrevet noget klogt. Men så crashede mit internet, og jeg blev træt og fik lyst til en cola.
Hm.. Men altså, det der med at være kontrolfreak... Tror aldrig man som mor igen kan blive helt carefree og impulsiv. Og oven i det har du oplevet det værste af det værste. Nej, du blir nok aldrig den samme studerende, som du var før. Men altså, hvorfor skulle du også det. Alt er jo forandret.. Du er jo mor nu - og en sød, god én af slagsen, må jeg lige ha lov at tilføje..
Hyggeligt var det i dag. Synd at den tykke pige er sløj igen. Nu må det ha en ende med det sygdom. Forår kom!
Der skulle gå næsten 3 år fra Cirkelines død og dermed næsten 2 år fra Gustavs fødsel før jeg rigtig faldt til på ny, før jeg rigtig var glad til at give slip på både det døde og det levende og bare være til stede for min egen skyld.
Det jeg gerne vil sige, er, at det handler ikke kun om kontrol, det handler også om at skabe sig en identitet påny. En identitet hvor du er både mor til det døde og det levende, men også en identitet, hvor du er også er hende uden noget som helst af det og bare er der.
Forstår du?
Pludselig er vi blevet mor og har skabt en identitet omkring dette, nu skal vi bare være kvinder igen :)
Kære Line,
Jeg nåede bunden - uden at scrolle!!!
Jeg har aldrig "kendt" dig som andet end mor til India og Raja - og dét synes jeg, at du er fantastisk som!
Jeg kom til at tænke på første gang jeg læste på Netbaby, at du havde mistet et barn. Dengang skrev jeg til dig, og spurgte til India - og tilføjede til mit indlæg, at du måtte undskylde, hvis du følte, at jeg gik for tæt på. Du skrev tilbage, at det gjorde jeg ikke, og at en mor altid gerne vil fortælle om sine børn - både levende og døde.
Jeg tror, at dine medstuderende er bange for at gøre dig ked af det, ved at spørge for meget til India - at gå for tæt på. Døden er ét af de største tabuer i vores samfund, og tænk hvis du krakelerede lige foran dem...
Jeg håber, vi kan ses en dag IRL - nu skal jeg jo desværre til at arbejde igen. Spørg lige, om det er angstprovokerende (og samtidig super fantastisk fedt!).
Knus fra
Sine
Hej Line
Tror sgu det vil være angstprovokende for det fleste at starte op igen efter at havde været væk for noget i så lang tid. Tror også de fleste bliver mere kotrolfreak efter at få børn - de bliver vi sgu nødt til:-) Tingene er jo blevet anderledes - du er blevet en ny Line og har altså flere ting at tænke på og forholde dig til end en gennemsnit studerende - så lad for gud skyld vær med at være for hård ved dig selv. Tror mig når du er færdiguddannet som bac/lærer er det vigtigste, at du har færdiggjort din uddannelse der blive kigget på end dine karaktere. Selvfølgelig vil man altid gøre sit bedste og mere til men mindre kan sgu også gøre det - det vigtigste er sgu du bliver færdig og med al din livserfaring skal du sgu nok få et job:-)
Håber du nåede bunden uden at scrolle:-)
Samt vi snart ses igen - savner at møde dig på gaden - men du sidder vel med næsen begravet i bøger:-)
knus Mia
Giv Raja et stort kram og sig hun skal blive rask hurtigst muligt
Har lige set, hvor mange gange jeg skriver sgu - helt ærgerligt Mia - tag dig sammen - godt Raja og Nora ikke kan læse endnu:-)
Æj altså tak!
Ja man blir måske bare kontrolfreak af at blive mor... Og især når man også er mor til en død.
Jeg tror at jeg er bange for at gøre tingene halvt, fx studiet. For jeg tror ikke jeg ville trives med at slække på noget... Så jeg må finde en måde hvorpå jeg kan føle jeg gør det helt, med indenfor den ramme jeg har!
Raja er næsten rask. ELler det vil sige kun 37.7 nu, så det lader til at blive en kort sygdom, puhadada!
Og Frederikke det gir fandme god mening. Nu skal man lære at være kvinde igen... Altså kvinde uafængigt af morheden. Måske skal jeg også bare lade være med at have så travlt. Måske er det ok der går lang tid inden jeg finder melodien helt igen...
Sine og Mia, ja vi skal snart ses. Og Mia tror nærmere det er tilfælde vi ikke har mødtes end at jeg læser... For så meget læser jeg sgu heller ikke... Og for at gøre det lidt mere medgørligt, læser jeg faktisk tit på cafeer... tihi...
Og SIne jeg tror du har ret i forhold til mine medstuderende... Men jeg syns ikke det er godt nok når man er næsten færdiguddannet lærer. Statistisk set kommer en lærer hvert 4. år ud for at møde et barn i sorg over at have mistet en forældre. Og så SKAL man altså bare kunnet takle det...
Tusind tak for jeres kærlige svar og hilsner!
Kære Line
Hvor kan jeg bare genkende meget af det du skriver omkring det med at starte igen på studiet, selvom vores studieformer er meget forskellige. Der var f.eks. ingen medstuderende jeg skulle fortælle noget efter Laurits' død, for jeg var jo i praktik. På den måde har jeg helt klart været skånet for en masse tavshed og berøringsangst. Heldigvis valgte jeg at komme ud til en slags afslutning på praktikstedet ca. en måned efter fødslen/døden og det var utroligt værdifuldt kan jeg især se nu.
Jeg synes du har SÅ meget ret i din pointe omkring kommende læreres håndtering af sorg.
Heidi
Send en kommentar