Barselsbesøg der fik mig til at tænke tilbage på dengang jeg blev mor igen...

Idag har Thor og jeg været på barselsbesøg hos NORs lillebror. Han var det kæreste, sødeste og mest puttede jeg længe har set. Mine æggestokke klaprede og jeg kunne ikke lade være med at nuldre hans tæer og beundre hans lille væsen. Mest er jeg bare så forbandet glad på hans forælres vegne over at de er blevet forældre igen, denne gang til en levende skønling. Men jeg kan dog også genkende mange af de modsatrettede følelser forældrene har i denne tid. Følelsen af at det ikke kun er en dans på roser at få et levende barn efter at have mistet et barn.

Dette indlæg er endt med at blive vildt langt, det har været en overvindelse at skrive det. Og det er med stor ængstelse jeg trykker udgiv, for det her er en stor del erkendelse og en hel del ærlighed der vist ikke rigtigt er blevet italesat før...

Jeg fødte Raja 10 måneder og 6 dage efter India blev født og døde. Jeg var inden fødslen så optaget af min sorg at en af mine største bekymringer over at skulle føde var at jeg ikke kunne komme på kirkegården nogle dage. Og det fyldte vildt meget for mig om folk huskede India i forbindelse med at hun blev storesøster. Jeg var egentlig okay til at skille tingene ad, så sorg var sorg og "Lillen" var "Lillen", men alligevel var det en meget meget splittet tid for mig.
Jeg var ikke færdig med at være i krise, men et lille nyt menneskebarn havde brug for min omsorg nu. Og det skreg højere i mit moderhjerte at pleje min lækre kolik-Bajaba med hang til at bide brystvorter i stump og styker.
Og derfor blev min sorg også i nogen grad gemt lidt bort. Både fordi Raja skulle have hvad hun skulle have, hun var den levende baby. Men måske også i høj grad fordi, jeg havde et stort behov for at bevise for min omverden, at Indias død i ingen grad overhoved, ville gå ud over Raja... Jeg ville bevise at Raja ikke var kommet for tidligt, og at hun ikke led nød fordi vi led nød.

Jeg har altid være meget bevidst om at India var et menneskebarn. Ikke blot en kilde til selvransagelse. Eller et symbol der viste et glimt af noget der kunne have været. Hun var et menneskebarn, vores menneskebarn.
Alligevel gik det nok først op for os hvor død India var da vi fik Raja. Og hvor meget vi egentlig mistede og gik glip af ved døde-India. Vi har alle tider holdt fast i glæden, lykken og miraklet, at India var her og var vores. Nu var Raja der. Sprællevende i mine arme, mens jeg sad på Indias røde bænk. India ligger i jorden, kommer aldrig tilbage. Kommer aldrig med i ladcyklen, med i Astrid Lindgren-land eller kommer til at ligge i smørhullet i dobbeltsengen igen. Det er alt det vi er heldige nok at opleve med Raja. Men India er stendød.
Det var en rå kontrast. En kontrast jeg stadig kan få så ondt i hjertet over. Det var en kontrast der blev født med Raja. Og det gjorde også ondt i hjertet selvom jeg sad med min sprøllevende bøf i armene.
Og det rumsterede i mig igen og igen, at alle disse forbudte tanker og følelser af anti-lykke var farlige og forkerte. Farlige for Raja og en hindring for at turde livet igen. Det var nu det var nu. Det galdt ikke kun os, men også Raja. Vi skulle være glade igen.

Angsten havde ikke fået sit fæle tag i mig under graviditeten med Raja. Jeg var af den devise at "jeg ikke kunne gøre mere for mit ufødte barn end jeg gjorde". Så det måtte gå sin gang, det var ude af mine hænder. Lægerne skulle holde deres fedtede skanner-hænder fra min mave. Mit barn var mit barn, det skulle være inde i mig i fred, mens jeg rugede det færdigt. Jeg var en cool gravid med vold-meget kvalme.
Men da Raja kom ud var jeg så angst, så bare fornemmelsen af den angst overbeviser mig om jeg ikke skal have flere børn! Mange småting var der "galt" med Raja. Og hver en time frygtede jeg at hun skulle dø fra mig. Hun skreg meget de første mange måneder, og jeg var flosset og angst og sårbar. Mit første barn døde, mit andet barn skreg hele tiden - hvad var det jeg gjorde så galt som mor?
Desuden havde jeg mistet al tillid til mit moderinstinkt. En gang havde det slåetfejl med døden til følge. Jeg stolede ikke på at mine instinkter og fornemmelser for Rajas velbefindende var korrekte. Vi fik hende vejet, målt og undersøgt i et væk. Nogle andre end mig selv måtte fortælle mig at denne skrigeballon ikke var døende. For jeg havde ingen tillid til mine egne fornemmelser af hendes velvære!
Men jeg forsøgte med al vold og magt at bibeholde fornemmelsen og indtrykket af at alt var perfekt. Ingen skulle kunne sige at vi ikke kunne magte at blive forældre på ny... Ingen skulle kunne sige at vi ikke klarer det ligeså godt som hvis India var i live. Det er stadig mit ømmeste punkt. At min sorg bliver Rajas sorg. At Indias eksisten og mangel på samme gør at vi forhindrer Raja i at leve livet bedst muligt.

Jeg havde stadig et stort behov for at sorgbearbejde sa Raja blev født. Et stort behov for at dyrke min sorg. Komme hos India. Skrive her på bloggen. Tale om India og være i sorgen. Men at blive mor til et levende barn fylder jo alt, ihvertfald hvis man lader det fylde alt, og hvis barnet er Bajababarnet med kolik og underlige ideer om amning. Så jeg følte mig ofte splittet. Følte jeg ikke rummede Raja godt nok når jeg gik en pause over på den røde bænk, følte jeg svigtede India når jeg ikke sendte hende tanker nok. Eller følte måske nærmere at jeg svigtede mig selv ved ikke at gå mere ind i sorgen.
Det er stadig en kilde til bekymring hos mig. At fordele sol og vind lige. Ikke mellem India og Raja. For India er død og borte og behøver ikke noget målbart af mig, hun er i mig, jeg kan ikke gøre mere for min døde pige. Men om jeg fordeler sorg og glæde lige i mit liv. Det er en kilde til bekymring, frustration og mange tanker. Sorgen fylder ikke ret meget. Eller måske har jeg lært at lade den fylde når det er bekvemt. Jeg kan åbne for ventilen når det er bekvemt, og så får den fuld skrue en tid... Og så tilbage til livet med endnu fuldere skrue(for når man er mor til Bajaba er det bare med at holde skruen lige i munden - eller hvorn det nu er :o)!

I disse dage tænker jeg mange tanker og føler mange følelser om mit liv som mor til en død India og en levende Raja. Måske især fordi Indias fødselsdag er snart. Måske fordi jeg lukker India lidt mere ind. Eller måske fordi Raja nu er så stor og selvhjulpen at jeg er mere Line der er andet end mor for hende.
Jeg har faktisk ikke kigget på billederne af India i mange måneder. Jeg har ikke kunnet lukke op og ind. Jeg har været bange for at knække hvis jeg først gav mig selv lov og gav mig hen til minderne, sorgen og kærligheden til min døde pige.

Mit liv rummer store kontraster og mange store følelser. Jeg kan nogle gange undres over at de på den måde kan flyde side om side i mig. Men det gør de.
Jeg håber at mit 3. år uden India og 2. år med Raja bliver et år hvor jeg bliver bedre til ikke at være bange for sorgen. En tid hvor jeg tør lukke den lidt mere ind igen, tør give lidt slip på mig selv og tårene, for jeg kan mærke de presser sig lidt på.
Jeg vil heller ikke være bange for glæden og lykken. For der er så meget i mit liv at være lykkelig over - og jeg er det. Nogle gange kan det også være en overvindelse at turde være glad og lykkelig når man er mor til et dødt barn. Men det er en virkelig lettelse når man giver slip og lukker lykken ind. Jeg ved det for jeg har prøvet det.