Siden vi mistede India er der ofte blevet brugt sætningen "at dyrke sorgen" om det man ikke skulle... Jeg har gennem omveje hørt at nogle bekendte mente at vi dyrkede vores sorg. Jeg har altid undret mig over hvad dette egentlig betyder?
Jeg ser det som noget ret naturligt at man dyrker sine følelser og sine børn, døde eller levende, det ser jeg kun som et sundhedstegn, som noget varmt, smukt og menneskeligt. Og jeg tænker, der er vel ingen der holder af at sørge, så så længe man gør det er det vel fordi der er brug for det?!
Men jeg anskuer nok heller ikke sorg som noget skidt, jeg ser det som vanvittig vigtigt for at kunne leve igen efter at have lidt et tab. Sorgen er kærlighedens spejl, så selvfølgelig vil sorgen dukke op i mig resten af mit liv, jeg vil jo altid elske India...
Hva mener folk med det der "at dyrke sorgen"?
9 kommentarer:
Det er et ufatteligt stort emne at bringe på banen og det er med til at skabe det tabu, vi har i dag, omkring spædbarnsdød (eller mere konkret – for det er mere end det – det tabu vi har omkring et traume af enhver art). Samfundet har udviklet sig således, at vi i dag er forskånet for rigtig mange ting. Forældre køber ikke kæledyr til deres børn, da der er en mulighed for, at dyret dør og hvad så? Død er ikke naturligt. Mange mennesker går igennem et liv uden at se en død.
Generationer før os deltog i livets gang. Elendighed var synlig og lidelsen hørte med til menneskelivets vilkår. I 1856 fandtes følgende vejledning i hvorledes man formulerede sig i anledning af en fødsel, lykkelig som ulykkelig:
En Mand melder sin Kones Nedkomst med et dødfødt barn: »Mine skjønneste Forhaabninger ere svundne bort, kjære ven; Det saa længselsfuldt ventede Ban er dødt og derved min Munterhed for lang Tid borte. For nogle Timer siden nedkom min Kone med en dødfødt Søn. Hendes Nedkomst var heldigvis let, men hendes Sorg er grænseløs ligesom min.
Svar: »Med den inderligste Beklagelse har jeg modtaget Efterretningen om det store Uheld, der har truffet Dig, og jeg bevidner Dig min hjerteligste Deltagelse i Din Sorg. Men stolg på Fornyet Viisdom og Godhed, og haab bedre lykke i Fremtiden. Trøst Din kjære Kone, for at Smerten ikke skal skade hendes Sundhed.
I dag er mange ting, der tidligere foregik i hjemmet blevet overtaget af institutionerne, hospitalet; fødsel, sygdom, død, etc. På den måde bliver det fjernet fra hjemmet, vi har tage afstand fra det. I dag føler vi os forlegne og forkerte, hvis nogen vi kender lider et tab. I dag lærer vi, at vi skal fortrænge en fandens masse af de svære følelser; vi må ikke græde, være bange, ængstelige osv. På mange områder er vi blevet kulturløse, når det gælder sorg.
»At dyrke sorgen«
Der er flere elementer i det her. Der er dem, der siger det – tror jeg – fordi de gerne vil have, at nu skal det der kedafdethed stoppe; det er svært at forholde sig til. Der er også dem, der siger det, fordi de har en reel bekymring om, at det har taget overhånd.
Mest tror jeg, at folk siger det, fordi de ikke forstår tabets omfang. De forstår ikke forældrenes behov for at inddrage det døde barn i hverdagen og for dem – fordi de selvfølgelig ikke har mistet eller har mistet i en hel anden tid – er det unaturligt og det er fremmed for dem. Det er desværre – os der har mistet – vores fornemmeste opgave (i en svær ti!), at finde overskuddet frem og lære menneskerne i vores fællesskab, at have det døde barn med os, så er det ikke det samme som at dyrke sorgen. Det er i stedet en måde, hvorpå vi vælger at leve med sorgen.
Vanvittigt interessant emne! Og noget som uden tvivl berører de fleste der har været ude for at miste det dyrebareste i livet.
Der er tit og ofte hæftet en negativ klang på det at dyrke sorgen. Jeg kan se et problem hvis man er ude i et unaturligt sorgforløb – men det er dog de færreste der oplever det. Jeg har faktisk ikke mødt nogen og jeg har efterhånden mødt rigtig mange i sorg.
At dyrke kærligheden er der jo ikke noget galt i, så jeg synes du er inde på noget rigtigt, når du siger at man dyrker det fordi der er brug for det. Tror måske bare det er ordlyden der virker negativ. I bund og grund handler det jo blot om en sorgbearbejdning der er i gang. Det kan bare være pokkers svært for andre, der aldig har oplevet det, at sætte sig ind i.
... og så er jeg forøvrigt helt enig med Frederikke.
Der er ikke meget at tilføje, Sofie og Frederikke har jo været her!
Dem der taler om at vi "dyrker", er som regel dem, der ikke tør være i det - at være lige der, hvor det gør mest ondt. Det er dem, der stadig tror, at det holder lidt op, hvis vi ikke taler så meget om det, og at vi bør holde op med at pine os selv.
De er også den slags mennesker, der ikke nævner vores børn. Og slet ikke ved navn. Det er for ikke at gøre os kede af det. De kan ikke forstå, at man bliver glad, når nogen husker, at der altså er en mere, end de lige kan se.
Jeg har mødt og talt med rigtig mange forældre til døde børn. Situationerne er blevet mestret på mange forskellige måder. For vi er som forældre forskellige.
Sorgen må nødvendigvis gennemleves for at vi kan få den tunge dyne til at lette og nyde livet igen.
Mange tanker
Susanne
Tak for jeres indspark... Som jeg skriver i indlægget er det nok bare fordi jeg oprigtigt har undret mig, ingen har jo smertende sorg fordi det er fedt... Det er hårdt arbejde, bensvært og vildt smertende...
Kram Line
Forresten Frederikke, jeg tror jeg på et tidspunkt blev drøntræt af at være "de sørgenes ambasadør", blev træt af at lære fra mig, kunne ikke mere. Jeg tænkte ofte, hvorfor skal jeg forklare og forsvare når svaret er et googleklik væk...
HEldigvis har jeg haft brændgode omgivelser (selvfølgelig altid med undtagelser) der har villet mig, de andre har som regel holdt sig væk... Men kan godt se at vi skal guide og hjælpe... Bare sorgarbejdet ikke pludselig står i skyggen af at man skal føre omgivelserne gennem det hele...
Kram Line
Naar folk siger, "De dyrker sorgen", saa er det fordi de ikke selv har proevet at miste paa jeres maade. De mener I bare skal komme videre og kun taenke fremad. Jeg tror ikke de mener noget ondt i det, men de kan simpelthen ikke forstaa hvad det er I desvaerre har oplevet.
Jeg har heller ikke selv oplevet det, men jeg har vaeret der med en veninde hele 2 gange i 2 forskellige lande, og selvom det nu er mange aar siden har jeg stadig brug for at tale om det.
I skal soerge paa den maade I har lyst til at soerge paa og saa maa andre folk blande sig paent udenom og blot indse at der er situationer her i livet de aldrig vil kunne forstaa.
Foroevrigt en dejlig blog.
At dyrke sorgen giver mig oldgamle billeder på nethinden: Den unge enke, der er sluppet af med manden hun tog for pengens skyld og nu er overladt til en officiel 2-årig sorgperiode, og dyrker sorgen for at bevare sit gode ry, vælger smukt sort tøj, og sørger smukt og klædeligt så hun samtidig giver sig selv de bedste muligheder for at gøre et godt parti bagefter...
For mig er det at 'dyrke' sorg forbundet med forstillelse for egen vindigs skyld. Og hvem skulle dog gøre sådan idag, hvor man ikke er påbudt at sørge. Hvorfor skulle man dyrke noget, som de fleste helst ser af man ikke bruger tid på.
Kat
Er ked af at høre du har oplevet at miste nogle på "anden hånd" hvis man kan kalde det det.. .Du lyder som om du har været god at have tæt på!
Charlotte det gir total go mening, super indspark, giver stof til eftertanke!
Jeg er glad for at du, Line kunne bruge det jeg skrev. Jeg bevæger mig jo langt væk fra temaet spædbørns død og ægte sorg.
Og bagefter blev jeg bange for om jeg kunne komme til at støde nogen - ikke mindst dem der faktisk bruger vendingen 'at dyrke sorg'.
Så, jeg er glad for at det i det mindste gav mening for dig.
Send en kommentar