Indias fødselsdag

Først idag har jeg overskud og overblik til at skrive lidt om Indias fødselsdag. Det var en vidunderskøn Indiadag, og jeg er totalt helt og aldeles overvældet over al den opmærksomhed hun fik, og al den omsorg og omtanke der blev sendt mod os.

Indias gave bliver stor, meget stor, og jeg dagdrømmer om alle de børn der får lov at leve af den... Mange valgte også at give Indias have en lille ting eller sendte en masse hilsner og tanker, alt betyder så meget for mig og for Thor. Men selvfølgelig var der en lille skønling der glimtede ved sit fravær denne dag, som ikke alverdens blomster, penge, hilsner eller kram kunne abstrahere os fra, men det var jo heller aldrig meningen.

Thor sagde forleden at han ikke længere savnede Indias fysiske tilstedeværelse(omend vi ville give vores højre arm eller hele liv for hende), men hun har manglet i hjertet i en tid. Hendes nærhed har for en tid manglet, for hverdagen har fået tag i os. Sådan skal det være, sådan er det, men sådan en Indiadag hvor hun var så nær, så tæt, var stærkt tiltrængt. Det er nok med tiden blevet sådan at det ikke er så vigtigt for mig at folk spørger til mig og til hende. Men jeg elsker når folk gør. Når jeg kan lukke lidt op og fortælle om min døde India.

Jeg vænner mig aldrig til den rædselsfulde smerte i mit hjerte over hun ikke er hos mig. Og jeg vænner mig aldrig til at hun er død. Men jeg har vænnet mig til at det ikke fylder hele mit sind og min hverdag.

Indias fødselsdag forløb lige som den skulle. Vi gik over og satte flag om morgenen, og i løbet af dagen dumpede folk forbi hende, og når det passede mødtes vi med folk, ellers holdt vi os for os selv og krammede lidt, græd lidt og huskede en masse.

Det var ikke så meget lagkagen, ballonen vi sendte til himmels eller alle lysene vi tændte der betød noget. Det var det at der var en hel dag hvor vi var sammen alle tre og som handlede om India der var vigtigt. Denne dag handlede det om India. Ikke om mig og min sorgproces, om hvordan vi er kommet gennem det hele, lærer at leve med tabet, og hvad der ellers er af udsagn vi bruger i flæng. Det handlede om India der var her engang, de dejligeste dage i Juni, og det var befriende at mærke at India var det lille menneskebarn hun var, ikke blot en kilde til selvudvikling og samtale, men vores lille kærlighedsbarn der ville have haft det så vidunderligt sammen med alle de mennesker der holder af hende.

Dagen sluttede af med et mislykket forsøg på at få Rajafisen puttet og passet af tante skod. De er jo ellers de bedste venner, men mor og far skal der altså til når det er aften. Vi ville gerne sidde lidt hos India på det tidspunkt hun blev født og tænde stjernekastere, og det var efter Bajaaans sengetid, så vi håbede hun lod siog passe lidt. Men vi blev ringet hjem til en meget meget ked bøf. Så ked og forskrækket at hun ikke kunne sove i sengen bagefter, og måtte sove på min mave hele aftenen, mit lille lys...