mandag den 9. juni 2008

Vi nyder sommeren men jeg er træt...

Sommeren med Raja er ligeså dejlig som jeg havde drømt om inden eksamen. i weekenden hang vi ud med skønne mennesker, og dagene bare går derudaf - det er fedt.
Thor sveder over sine eksamner, den første er på fredag.

Idag har været en særlig dag. Det er Elisabeths fødselsdag. Hun ville være blevet 2 år, og Raja og jeg var til dejlig fødselsdag i Brede hos Elisabeths dejlige familie. Der var både sandkasse, jordbær og flag på graven, Raja syntes det var en mægtig fest. Hvis nogen ved hvorn man fejrer en toårig engel, så er det Sofie og Kevin...

Det blir også et andet lille barns fødselsdag idag. Angelica er ved at føde lillebror. Han er lillebror til Nor, Nor ligger også begravet på Assistens kirkegård, vi gravsitter disse dage... Og det er faktisk vildt hyggeligt, på den der forkert-rigtige måde. Jeg har lige fået en sms om at veerne bider... Lille Nor bliver snart storesøster.

På vejen hjem fra Elisabeths fødselsdag blev Raja dog stiktosset på mig, fordi jeg ikke ville kysse en gammel dame (med det vildeste stritte-gebis) ved busstoppestedet. Hun (altså Raja) både rev og slog mig, hun er lidt hård ved mig disse dage... Enten er det en fase (har jeg lært jeg skal bruge som mantra hver gang det spidser lidt til i morheden) eller også er det en reaktion på mit fravær den sidste tid... Eller måske er det fordi den lille - fisen brambisen hul i badisen - ikke sover så godt om natten. Efter sidste gangs lungebetændelse har hun hostet vildt meget om natten. Så meget at jeg mange nætter har måttet sidde timer med hende i armene for at hun kan sove. Det er synd og det er hårdt. I nat sad jeg med hende i arbejdsværelset svøbt i Indias tæppe. Duften af India og Raja på samme tid var vidunderligt. Jeg blev siddende selvom hosten stoppede. Lillesøster Raja i sin døde storesøsters tæppe, så var vi lidt tæt med vores engel der midt om natten...

Det er ikke kun Rajas søvn der er bøvlet. JEg bøvler også om natten. Jeg kan ikke finde ro, og jeg ligger vågen og spekulere som en gal. Det er somom jeg ikke kan geare ned efter eksamen. Måske også fordi jeg har skubbet mange ting foran mig mens jeg læste. Det er ting der nu bliver preserende, men ting jeg ikke kan overskue. Der skal slås et par slag og trækkes et par grænser den næste tid, men jeg kan ikke helt finde overskudet, og stikker hovedet i en busk som den fejeste struds. Jeg tror faktisk jeg har brug for ferie fra mit følelsesliv en kort tid, mens jeg bare hygger med min Thor og min Raja... Kan og må man det?

4 kommentarer:

Maomis sagde ...

Det kan du da tro at man kan! Især når man har brug for det.

Ville desuden bare sige tusind tak fordi I kom og var med til at gøre Elisabeths dag i dag lidt særligere – især var jeg glad for at få lov til at lege sandkasse med Raja. Det var stort og noget jeg længe havde glædet mig til.

Anja sagde ...

Selvfølgelig kan man det!!

Og hey, det er pisse varmt om natten disse tider; alle mennesker ligger vågne og grubler som gale LOL

Det er en virkelig fantastisk ting Raja har gang i dér med at du skal kysse alle. Men klart lidt hyggeligere at du skal kysse mig end en fremmed gammel dame. Omend jeg må give hende topkarakter for gåpåmod og underholdningsværdi hahahahaha. Kram

Susanne sagde ...

Det kan man dag.

Jeg bliver helt grebet af dine beretning om pigerne og tæppet, der rummer så meget.

Træk stikket - giv dig selv lov - du skal bare være.....

Anonym sagde ...

Man ikke bare kan - man SKAL... For ellers ender man med at blive en sur og frustreret mor!

Hilsen fra
Sine