Inspireret af et indlæg på Sofies blog (omend med noget alvorligere tema), blev jeg meget inspireret til at tænke tanker om mine piger, og om de er søstre. Om Raja er nogens lillesøster og om India er nogens storesøster?
I bund og grund er der jo kun en der kan svare på det, og det er jo Raja... Men hun siger altså kun; abe, appelsin, mor, op, far, ja, sut, tante anna, cirkeline og lidt mere. Så hende får jeg ikke så meget ud af at spørge. (For siger man India siger hun bare lyden af Indias propel og pejer op i himlen til flyvemaskinen med blå vinger!)
Måske handler det der med hvordan vi italesætter vores døde børn om noget så grundlæggende som vores syn på liver og vores tilgang til døden. Nogle tror jo på et liv i døden, andre tænker at livet er de minder der er her hos os, trods døden. Nogle tænker alt bare er slut i døden...
Jeg tænker nok ikke så meget. Jeg føler nok mere bare lidt endnu(det er jo næsten lige sket af hende India kom og forsvandt;).
Det jeg ihvertfald føler er, at jeg har to børn. Jeg har to piger. En India der er stendød og en Raja der er sprællevende. Jeg ved jeg ikke dyrker det døde, jeg ved jeg ikke dyrker sorgen eller presser noget usundt DØDSagtigt ned over Rajas hovede ved at føle og sige sådan. For jeg ved også at er der noget vi gør i vores lille enhed af en familie, er det at dyrke det levende... Så jeg er faktisk slet ikke så forskrækket over at italesætte mine følelser og tanker om mit morskab...
MEN at jeg faktisk ikke har behov for det er noget andet. JEg svarer ofte at jeg kun har et barn, og jeg fortæller faktisk ikke RAja om India som hendes søster. India er bare i vores familie som hun nu er. Nogle dage fylder hun meget, andre dage ingenting.
Idag har Raja og jeg plantet planter, renset lanterne og spist jord(og en regnorm aaaaaadr) hos India. Når vi går derfra vinker vi til hende. Og skraldespandene er en fest at åbne og lukke. For Raja er Indias gravsted et sted. Et sted hvor vi kommer og leger, hvor hendes venner kommer og leger. Og et sted der er hyggeligt og hvor der er bolde. Har jeg brug for en følelsestur til India-land, går jeg derover alene.
For 17 år siden mistede jeg to kusiner. De var tvillinger, og jeg har altid beskrevet dem som "jeg har to kusiner der er døde". Jeg har mødt voksne der både har sagt jeg har en død storesøster. Og nogle som har sagt min mor mistede et barn før mig... Jeg tænker at deres svar måske er mere betinget af deres livs og dødssyn, end af deres forældres sorghåndtering eller deres forhold til deres døde søskende...(og jeg er helt bevidst om at disse ting hænger vold-meget sammen) Jeg tænker at Raja bliver klog og selvstændig nok til en dag at beslutte hvad India er for hende... Indtil da vil jeg følge hende, mærke efter hvordan hun vil have det, med hende den der døde India... Engang ønskede jeg sån at Raja en dag ville drikke sin første øl eller noget på Indias røde bænk, eller give sit første kys måske... Nu tænker jeg mest bare at jeg håber hun kysser den rigtige, og først når hun er rigtig gammel. Vælger hun Indias bænk er det dejligt. Men jeg skal ikke diktere eller hemmeligt forsøge at påvirke hendes forhold til India. Ligesom jeg heller ikke skal gøre det ved hendes kommende levende søskende - omend det selvfølgelig er en heeeeelt anden snak...
Jeg selv vil blive ved med at mærke efter hvordan jeg er mor og for hvem og hvordan... Jeg føler forbandet meget jeg er mor til to. Jeg elsker to som mine børn, og jeg længes nogle gange så frygteligt efter den ene, og kan savne den anden, dog på en helt anden måde.
Men den ene af mine børn er i disse dage skøn og vidunderlig nok til at fylde mit liv med glæde og kærlighed, så det giver meneing og lykke det hele. Og det tænker jeg i grunden også er helt og aldeles okay...
10 kommentarer:
Skønt indlæg at læse med på! Dejligt at høre, hvor stor og stærk en mor dine unger har. Du har jo helt styr på det. Helt sikkert fordi du er så god til at mærke efter. Det kan ikke være og blive særlig svært for Raja at finde hendes egen plads til India, når hun kan se, hvor "nemt" hendes forældre har det med hende. Måske vælger hun en anden måde, men det er altid sundt at have nogen omkring sig, der er så tydelige i deres måde.
Så livsbekræftende!
Kram fra Heidi
Min holdning/tilgang er så en smule anderledes eller er blevet en smule anderledes... og jeg tænker også, at det er min kommentar på Sofies side, du henviser til.
Her hjemme taler vi en masse om Cirkeline og når Gustav en dag bliver stor nok, så vil jeg sikkert også sige, at Cirkeline er hans storesøster eller kunne være... for det er der hunden ligger begravet. Hun er ikke.
Jeg bliver ikke ked af det, hvis Gustav vokser op uden at anerkende Cirkeline som sin søster. Han har aldrig kendt hende og jeg kan derfor ikke forvente, at han skal have hverken et forhold til hende eller følelser for hende.
Hvordan Gustav med tiden vil omtale Cirkeline, det ved jeg ikke - men det skal Gustav nok selv finde ud af.
Jeg er også mor til to. Det står ikke til at ændre. Heldigvis, for jeg var bestemt ikke foruden Cirkeline.
Hvad Cirkeline er og hvor hun er... det er stadig meget uvist for mig, - omend hun med tiden er blevet essens frem for eksistens.
Frederikke - ja det er nok der barnet er begravet - om hun er eller kunne have været... Og jeg tænker at hun var her, og er nogens søster i MINE øjne... I Rajas øjne bliver det måske helt anderledes...
Jeg siger også jeg har en farfar der er død... JEg tænker måske slet ikke døden så definitivt - i bund og grund - det er egentlig ikke noget jeg har reflekteret over før...
Er du enig i mit syn på hvor vi er uenige Frederikke?
Kærlig hilsen Line
Heidi: Sjovt nok er du altid den første jeg ender med at ringe til når jeg har brug for et verbalt knus og klap på ryggen ... Din kommentar mindede mig om hvorfor :O) Guuuud hvor jeg holder af dig ...
Vi er uenige på mange områder ;)
Jeg kender ikke mange, der er døde og lige i skrivende stund skal jeg faktisk ikke kunne sige, hvordan jeg omtaler dem, der så er døde i forhold til mig.
Jeg tror, at en af grundene, at jeg ikke umiddelbart vil sige, at Cirkeline er Gustavs storesøster er netop fordi de aldrig har haft et forhold til hinanden.... havde vi nu mistet Cirkeline efter Gustav, så kan det faktisk godt være, at jeg ville holde mere på, at Gustav havde/har en søster.
Og vi er helt o.k.
:)
Hvor skriver du dog bare dejligt.
Og hvor er det dog ulækkert, at dig og Raja har været ovre at spise jord og regnorme - selvom det garanteret har været rigtig hyggeligt!
Hilsen fra
Sine
Hej Line. Jeg mistede min datter sidste sommer. Jeg har ingen børn i forvejen men en stedsøn. Han taler meget om min datter, men ikke som sin søster. Det er meget forståeligt og jeg respekterer det, han holder meget af hende og taler meget om hende, men hvis ejg skal være helt ærlig, ville jeg nok ønske han talte om hende som sin døde søster.
Kære Line.
Dine tanker om, hvad søskende er - og Frederikkes kloge kommentarer - har sat mange tanker igang hos mig.
Jeg har en storesøster - en halv - som min far 'lavede' på en meget ung pige lige inden han mødte min mor. Mine andre søskende og jeg har altid vidst, at hun var der - men vi havde ingen kontakt med hende gennem vores barndom. Det har altid heddet, at min far så hende et par gange og så måtte hun 'komme hvis hun fik brug for det'.
Som 19-årig tog hun så kontakt - jeg var 17, mine søskende 14 og 5. Vi forsøgte i rigtig mange år at skabe et rum, hvor vi kunne være familie sammen. Vi indgik alle sammen mange kompromiser, fordi vores opvækst har været så uendeligt forskellig.
Vi bliver aldrig familie...hun bliver aldrig min søster.. ikke engang min kusine...
Og jeg har tænkt en del over hvorfor:
Jeg tror, at det der gør familie, er at man har/har haft en slags hverdag sammen. At man kender hinanden på den der indforståede måde. At man har nogle fælles erindringer. At man i barndommen
har været sammen på godt og ondt.
Det er jo også derfor, man bliver familie med fx adopterede børn!
Det jeg vil sige, er, at jeg ved hun er der - men hun bliver aldrig familie for mig. Jeg ved, at jeg heller ikke bliver familie for hende. Og jeg er holdt op med at bebrejde mig selv, at det er sådan.
Jeg ved godt, at man ikke kan drage direkte paralleller til dine tanker om dine pigers forhold. Men synes alligevel at der er nogle sammenhængehænge.
Tanker fra
Britte
Aii, fordi jeg gjorde mig så umage med at læse alt det andet, missede jeg helt regnormehistorien. Føøøj da, slemmer Raja ;)
Send en kommentar