Er Raja nogens lillesøster?

Inspireret af et indlæg på Sofies blog (omend med noget alvorligere tema), blev jeg meget inspireret til at tænke tanker om mine piger, og om de er søstre. Om Raja er nogens lillesøster og om India er nogens storesøster?

I bund og grund er der jo kun en der kan svare på det, og det er jo Raja... Men hun siger altså kun; abe, appelsin, mor, op, far, ja, sut, tante anna, cirkeline og lidt mere. Så hende får jeg ikke så meget ud af at spørge. (For siger man India siger hun bare lyden af Indias propel og pejer op i himlen til flyvemaskinen med blå vinger!)

Måske handler det der med hvordan vi italesætter vores døde børn om noget så grundlæggende som vores syn på liver og vores tilgang til døden. Nogle tror jo på et liv i døden, andre tænker at livet er de minder der er her hos os, trods døden. Nogle tænker alt bare er slut i døden...
Jeg tænker nok ikke så meget. Jeg føler nok mere bare lidt endnu(det er jo næsten lige sket af hende India kom og forsvandt;).
Det jeg ihvertfald føler er, at jeg har to børn. Jeg har to piger. En India der er stendød og en Raja der er sprællevende. Jeg ved jeg ikke dyrker det døde, jeg ved jeg ikke dyrker sorgen eller presser noget usundt DØDSagtigt ned over Rajas hovede ved at føle og sige sådan. For jeg ved også at er der noget vi gør i vores lille enhed af en familie, er det at dyrke det levende... Så jeg er faktisk slet ikke så forskrækket over at italesætte mine følelser og tanker om mit morskab...
MEN at jeg faktisk ikke har behov for det er noget andet. JEg svarer ofte at jeg kun har et barn, og jeg fortæller faktisk ikke RAja om India som hendes søster. India er bare i vores familie som hun nu er. Nogle dage fylder hun meget, andre dage ingenting.

Idag har Raja og jeg plantet planter, renset lanterne og spist jord(og en regnorm aaaaaadr) hos India. Når vi går derfra vinker vi til hende. Og skraldespandene er en fest at åbne og lukke. For Raja er Indias gravsted et sted. Et sted hvor vi kommer og leger, hvor hendes venner kommer og leger. Og et sted der er hyggeligt og hvor der er bolde. Har jeg brug for en følelsestur til India-land, går jeg derover alene.

For 17 år siden mistede jeg to kusiner. De var tvillinger, og jeg har altid beskrevet dem som "jeg har to kusiner der er døde". Jeg har mødt voksne der både har sagt jeg har en død storesøster. Og nogle som har sagt min mor mistede et barn før mig... Jeg tænker at deres svar måske er mere betinget af deres livs og dødssyn, end af deres forældres sorghåndtering eller deres forhold til deres døde søskende...(og jeg er helt bevidst om at disse ting hænger vold-meget sammen) Jeg tænker at Raja bliver klog og selvstændig nok til en dag at beslutte hvad India er for hende... Indtil da vil jeg følge hende, mærke efter hvordan hun vil have det, med hende den der døde India... Engang ønskede jeg sån at Raja en dag ville drikke sin første øl eller noget på Indias røde bænk, eller give sit første kys måske... Nu tænker jeg mest bare at jeg håber hun kysser den rigtige, og først når hun er rigtig gammel. Vælger hun Indias bænk er det dejligt. Men jeg skal ikke diktere eller hemmeligt forsøge at påvirke hendes forhold til India. Ligesom jeg heller ikke skal gøre det ved hendes kommende levende søskende - omend det selvfølgelig er en heeeeelt anden snak...

Jeg selv vil blive ved med at mærke efter hvordan jeg er mor og for hvem og hvordan... Jeg føler forbandet meget jeg er mor til to. Jeg elsker to som mine børn, og jeg længes nogle gange så frygteligt efter den ene, og kan savne den anden, dog på en helt anden måde.
Men den ene af mine børn er i disse dage skøn og vidunderlig nok til at fylde mit liv med glæde og kærlighed, så det giver meneing og lykke det hele. Og det tænker jeg i grunden også er helt og aldeles okay...