Jeg har tænkt meget over det hele idag.. Og har faktisk været rigtig trist over det... Jeg har tænkt at jeg føler jeg har to børn, en der er død og en der er levende. Ligsesom jeg har en død farfar og en levende(om end noget senil)farmor. Det er måske et spørgsmålom ordvalg, men endnu mere om følelser,og jeg ved nu hvad der er rigtigt for mig at italesætte India som i min familie. Hun er min første datter der er død. Hun er Rajas døde storesøster, og Min mors døde barnebarn, Fætter frederiks døde kusine osv. Hun er min døde datter. Hun var min levende datter. At hun er datter er sådan det er. Og det samme gælder mit syn på hendes familierelation til Raja. Hun er hendes døde storesøster. Hun var hendes søster inden hun døde.
Og det er lige præcis det her der er lige i øjet på kornet af hele min sorg og morhed, India både er og var i mit liv!
Hvad Raja selv vælger at italesætte India som (ligesom det bliver op til hende selv at bestemme om jeg skal kaldes mor eller Line)... og føle for India i fremtiden er op til hende selv. Jeg har veninder der er meget involveret i India. Føler hun er deres lissom Raja er det. Og så er der nogen der er der for mig, men ikke helt har noget forhold til India... Hvad Raja vil føle ved jeg ikke... Men jeg tror at Raja vil være meget flakende i sit forhold til India. Hun vil nogle gange tænke hende som noget konkret, andre gange som noget historie, og tredje gange bare tænke det som fedt at vi skal i tivoli på hendes fødselsdag og irriterende vi skal på kirkegården.
Jeg tænker Raja som lillesøster i mit hjerte, men som ene-levende-barn, sådan rent fysiologisk. Men i min fortælling om India vil hun altid have en lillesøster og være en storesøster... De to ting er ikke modsætninger for mig. Og det føles rigtigt for mig at italesætte min familie på den måde.
Jeg har talt meget med en klog veninde om det med om Raja vil vokse op med fornemmelsen af hun ikke er nok nok hvis India fylder formeget i vores liv. Og det er noget jeg kan tænke mange tanker om. Men Raja vil med sikkerhed vokse op med bevidstheden om at der er en død søster. Men den tomme stol tror jeg kun vi fornemmer...
2 kommentarer:
Kære Line
Jeg er helt enig, India er Rajas døde storesøster,ligesom India er din døde datter. For mig er familie givet, og det har ikke noget med følelser at gøre. Man behøver ikke at have følelser for familien, den onkel man aldrig ser fx, men det er stadigvæk ens onkel. Om Raja vil have kærlige følelser for sin døde søster, mener jeg ikke afhænger af den måde Raja til sin tid vælger at italesætte India på. Kan man føle kærlighed for mennesker man ikke har kendt? Og betyder det noget her, hvordan vi italesætter vores døde børn. Jeg har en dejlig stedsøn der havde glædet sig meget til at blive storebror, han kyssede min mave og talte til sin lillesøster derinde, så på en måde har han jo også en historie med hende. Han siger ikke hun er hans lillesøter, han siger hendes navn, og til sine venner har jeg hørt ham sige, babyen døde inde i Anettes mave eller jeg blev ikke storebror alligevel.Vi har valgt at fortælle historien sådan at vores datter er blevet til en engel, og min stedsøns skytsengel, og det tror vi alle på. Min stedsøn helt fast og bestemt og jeg håber vi har ret. Han taler tit med hende, blæser sæbebobler op i himmelen til hende, viser hende ting, tegner tegninger osv. Jeg er ikke i tvivl om han holder meget af hende. jeg ved ikke om det er fordi vi har valgt at lade "hende leve videre" som engel og jeg ved slet ikke hvordan det bliver på sigt, men hun vil altid være hans lillesøster, men i virkeligheden er det ikke det der betyder noget for mig, man behøver ikke føle kærlighed til sine søskende og det er jo det der betyder noget for mig, at han føler kærlighed. Det blev langt måske rodet.
Kærlige tanker fra Anette
Kære Anette
Tak for den smukke historie...
Hjertelig hilsen Line
Send en kommentar