Sidste år holdt vi stort åbenthus, på Indias fødselsdag, med invitation på bænken. I år tror jeg vi har brug for mere ro og nærvær, dagen skal helst ikke gå op i at bage boller og dække bord. Måske handler det meget om at vi er lidt travle i øjeblikket og at Raja udfylder vores tid og hverdag med glæde. Så Indias fødselsdag er en anledning til at give hende rum. Det er okay at hun ikke fylder i hverdagen og at hun bare er og var, men så bliver der også mere brug for de dage der er hendes, til blot at være hendes...
I morgen tager vi i sommerhus (og jeg er blevet fortalt at man aldrig må skrive den slags på sin blog for så kan røvermænd læse at de kan røve - men her er intet af værdi - virkelig ingenting tyvemænd - vi har været på SU snart 10 år!)
Det blir dejligt at komme lidt væk og mærke efter hvordan vi virkelig har det i disse dage. Uden forstyrrende elementer (herunder EM og internet ;o).
Den sidste tid har der være lidt kludder i kulissen. Der har været forventninger til mig jeg ikke har kunnet indfri. Eller måske ikke vil indfri. Jeg er fyldt op af mig selv og min lille familie, og det er svært for mig at leve op til den jeg var før jeg fik børn, før jeg mistede et barn. Jeg kan ikke overskue og rumme mere end jeg gør, og mit overskud og min omsorg bruger jeg på og giver dem jeg føler mig mest knyttet til. Og dem der føler sig knyttet til hele mig. Det er ikke besluttet sådan, det er bare blevet sådan, og det føles rigtigt, selvom det kan synes ensporet.
Det har været hårde tre år. Hårde graviditeter, hård sorg, hård start på Rajas liv. Hårdt at komme igang på studiet igen. Der er sket meget og mange ting har forskudt sig, og jeg skal afstemme mine forventninger til mine omgivelser, ligesom de skal afstemme deres syn og forventninger til mig. Det kan jo nok ikke gøres uden lidt kludder og konflikter.
Men jeg føler bare også et kæmpe behov for ro. For årene forinden nu har været rå, og nu ser jeg lyst igen, og det lys vil jeg dyrke. Og det styrende element er min lyst og kærlighed til mange mange mennesker der har fulgt mig, og det vil jeg give mig selv lidt fred til her i denne tid hvor Indias fødselsdag banker på døren. Måske den større rummelighed og engagement i alt det andet og de andre kommer snigende med tiden. Jeg ved det ikke, jeg er åben for fremtiden, men fortiden vil for altid spøge, og det er i mine øjne ikke nødvendigvis en skidt ting!
Den lille India-prut, tænk at du blev min, tænk at det var lige hende der var lige derinde for to år siden...

5 kommentarer:
Ih, det er bare et super billede af jer tre! Ligesom med mine egne gravidbilleder kan jeg stirre løs på maven, for at forsøge at fatte, at det virkelig var netop (i jeres tilfælde) India, der lå derinde... suk. Mærkeligt... skønt.
Det må blive dejligt med noget ferie. Lyder til I trænger til det.
Indias fødselsdag skal nok blive god. Hun kræver ikke andet end jer og det kan I sjovt nok ikke lade være med at være. I har det hele indeni. Det vil blive en særlig dag simpelthen og fordi, det er jeg sikker på.
Mange kram fra Heidi
Det er en far og en mor, siger Gunnar-drengen denne morgen, som jeg læser dit indlæg og til sidst når til billedet af jer :)
Det er da sødt
Jeg er helt vild med det billede. Det var sådan jeg lærte dig og Thor at kende. Ja, egentlig er det jo ikke helt rigtigt, for på billedet lever store dejlige India stadig, og det gjorde hun ikke da jeg mødte jer for første gang. Det er bare det billede jeg kan huske, at jeg så som af de første billeder af India. Det er et rigtig dejligt billede. For mig er det et billede af India og hendes mor og far – alle tre forenet i evig lykke. Det er så smukt!
Indias fødselsdag er lige om lidt, og selvfølgelig kommer den til at hvirvle en masse følelser og minder rundt mellem hinanden. Minder og følelser fra den gang og nu, fra før og efter og alt tiden ind imellem. De kræver dig og du kræver ro. Det er rigtig godt set. Nu må bare stå fast og ikke forsøge at ville meget mere end det lige nu. Og så er en tur i sommerhus vel egentlig det allerbedste man kan gøre lige nu.
En ting er jeg slet ikke tvivl om, lige meget hvordan Indias dag kommer til at forme sig, så vil India komme til at fylde på sin helt særlige India-facon. Det bliver en god dag, for som Heidi beskriver det – så kræver hun ikke andet end jer ... Jeg synes det var så fint set.
Line - tak for jeres hilsen på Frejs 2 års fødselsdag. Det er utrolig dejligt at den bliver husket. Den har jo været på vej længe for os, og sådan har du det også med Indias snart kommende fødselsdag, kan jeg læse.
Tak for gensynet af det fantastiske billede af dig, Thor og India. Det emmer af kærlighed, glæde og varme forventninger til fremtiden.
Mange hilsner
Stine
Sikke et billede. Det er super godt.
En rigtig lækker India-mave.
Jeg er sikker på, at India vil være nærværende, og at I får markeret hendes fødselsdag på den måde, der er rigtig - lige præcis den dag.
Igen er de 100 km. på i vejen. Jeg kunne godt have tænkt mig at se hendes lille sted på dagen. Istedet flyver der en stor pose tanker afsted.
Send en kommentar