





Så er vi hjemvendt fra en dejlig "læse"-ferie i Moffehus... Vi hyggede og nyggede, og det var lige hvad jeg havde brug for. Raja og jeg tog på lang-ture for at faren kunne få læsefred, i 2½ dag rendte vi to Bro-boere forvildet rundt i kulhuse for at finde nogle dyr. Nogle rigtige dyr, du ved: køer og heste. Vi fandt dem, Raja var meget benovet, omend også en kende skræmt over de store dyr. Vi plaskede også i regnpytter, legede med frøer, gate-crashede grundejerforeningens sommerfest(der mindede os om hvorfor vi bor i byen - GOSH et hammer-hammer-fedt-tag-hunden-med-i-himmelen-kultur-chok!). Om aftenen spillede Thor og jeg kort, fik grineflip og hørte fodbold i radioen. Regnvejrs-metode-læsning i sommerhusregn med pejsen tændt; så var det lige til at klare for den ambisiøse Thor, der får ferie på torsdag.

Hvis jeg forresten ser træt ud på alle billederne, så er det fordi Bajababarnet lavede kindtænder om natten.
Det var ren og skær hygge-lykke i Moffehus, tænk en gang. Jeg tror aldrig jeg har været lykkeligere end jeg er nu. Og det er igrunden underligt, for imorgen er det to år siden at India døde, og jeg har altid tænkt at mærkedagene ville være de hårde, nu hvor år er gået siden hun levede og døde.
Mit liv er gået videre, men Indias sluttede. Og måske har jeg givet slip på tanken om det der skulle have været, men istedet nyder at hun er nærværende som hun kan være det som død. For opmærksomhed har hun fået og får imorgen. Og det varmer hendes mor. For selvom det ikke længere er en nødvendighed i mine relationer at der bliver spurgt til mig og min sorg og min India, så er det stadig så befriende at få talt med om hende, at få talt om mine tanker om hende. Det letter, det varmer og det befrier, også selvom jeg grundlæggende har det pisse godt.
Imorgen er det Indias fødselsdag. Vi skal bare gøre hvad der føles rigtigt, go-with-the-flow-agtigt... Vi har ordnet ovre hos hende idag, vi har bestemt et beløb som vi selv sender videre til Indias gave, jeg har tændt en masse stearinlys og sat India Arie på. Men det er somom jeg ikke helt er der endnu - jeg tør sgu ikke give slip og lade mig rive med af minde-fødselsdags-stemningen. Jeg er så bange for at blive ved at falde, at knække hvis jeg lukker sorgen ind igen. Jeg ved at sorgen over Indias død vil være med mig altid, men jeg ved også hvor altomslugende den kan være, og kæmper nok lidt mod i øjeblikket. Måske også fordi jeg har behov for at imorgen skal handle om India. Ikke om mig og mit følelsesregister, men om hende, hendes eksistens og hendes væsen. For nu, to år efter, kan India-universet hurtigt komme til at være mig, mig og mit. Om min sorg, min proces og mine følelser, mine relationer til omgivelserne osv. Hun var mere end alt det, hun var et menneskebarn. Hun var mit menneskebarn, Thors menneskebarn, men mest sin helt helt egen, smuk, unik, død og fantastisk dejlig...

16 kommentarer:
Sødeste Line. Lige om 10 minutter (ifølge min pc) er det Indias fødselsdag. Jeg håber, at du giver slip, hvis du har lyst og jeg håber, at dagen bliver, som I vil have den til at blive!
Det lyder til at ha' været en skøn ferie; du ser træt og smuk ud på samme tid. Jeg savner den tykke bøf :-D
Kys
Kære alle sammen
Tænker rigtig meget på jer, på den både triste og helt fantastiske dag.
Knus fra Mia
Kære Line, Thor, Raja og mest India
Tillylkke med dagen, håber I får den som I gerne vil, solen og tankerne er her i Køge hos jer.
Kærligst Rikke & Co.
Kære Line
Tillykke med India til jer alle sammen. Augusta sang "på tirsdag er det Indias fødselsdag" i regnvejr i Indias have i søndags - og gav Cirkeline en paraply.
Jeg tænker på jer idag - jeg håber i får den dag i har brug for!
Knus fra Sidse
Tillykke med India, der var her så meget, at selv alle os, der ikke har set og rørt hende kender hende.
Kram til mor, far og søster fra Heidi
Kære Line, det lyder til at I har haft en helt fantastisk ferie - og det var jo lige hvad I havde brug for efter alt for meget eksamenslæsning (ja - Thor er selvfølgelig stadig på den vogn, men ferie torsdag er da også lige om lidt...)
Tillykke med India i dag! Jeg tænker på jer herude fra forstæderne, og er sikker på at I nok skal få lige den India-dag I har brug for - for det er I nemlig gode til.
Mange kram fra Mie (og om det spark var et lille hej fra Sigurd i maven skal jeg ikke kunne sige, men det leger vi bare...)
Kære Moren, Faren, Lillesøsteren men især føsdags´barnet India :O)
Stort stort tillykke med de 2 år, solen skinner her på amager, for første gang i en del dage, så jeg er ikke i tvivl om hvilken lille bøf der i dag bliver fejret i himlen og på vores lille grønne jord.
Vi er mange der tænker på dig, og husker dig altid, selvom du var her så kort, men efterlod så stor kærlighed omkring dig.
Vi har fået lov at se billeder af dig, hørt dine historier og gang på gang har din mor og fars store kærlighed til dig bragt lykke, tåre, forståelse, samt en følelse af uendeligt HØJ kærlighed..
VI mindes dig i dag med lys i vores vindue, for i dag er det Indias fødselsdag, hurra hurra hurra!!
Kærlig hilsen Louise og Filippa.
Kære Line og familien,
Tillykke med India. Jeg tænker på jer.
Det ser ud som om I havde en DEJLIG tur i sommerhus - og så ser Raja bare skide fantastisk fræk ud!!! ;-)
Hilsen fra
Sine
Kære Line
Det er klokkeklang i mine ører at høre at du har det godt – sådan helt ned i maven lykkeligt godt. Det giver mig håb i forhold til hvor jeg selv står lige nu og så gør det mig samtidig bare rigtig glad på dine vegne.
Det gør mig så glad at høre at I har været i sommerhus og hygget jer ud over alle grænser. Det får mig til at tænke på det kolonihavehus som en gang skal blive jeres. Jeg kan lige se jer hygge rundt der lige som i Moffehus. :-)
India er med jer. Det har hun været hele vejen. Måske netop derfor får hun lov at være India på sin helt egen måde samtidig med at hendes forældre lægger vægten der hvor den gør allermest nytte og gavn lige nu.
I er en skøn familie! og jeg vil ønske jer 1000 hjertelige tillykker med jeres smukke lille India. Hun er her måske ikke fysisk, men hun fylder nu pladsen ret godt ud alligevel.
Kæmpe kram til jer
Sofie
Kære India menneskebarn,
Kære Indias forældre og søster!
HJERTELIG TILLYKKE MED FØDSELSDAGEN IDAG D. 24. JUNI
Vi tænker på dig, og på dine kære som savner dig idag og hver dag. Som sidste år vil vi tænde et lys til dig, som vi håber du kan se derfra hvor du er..
Idag har vi givet en engel i gave til Codys dagplejemor. Den kom med posten idag, og jeg tænkte med det samme på dig da jeg så den, her på din fødselsdag.. Smukke engel!
Håber det bliver en god dag for dine forældre der savner dig så meget. Vi sender både dem og dig mange tanker :-)
Mange fødselsdagsknus fra os, Cody og Cathrin
Tillykke smukke India.
I dag er det to år siden du blev født og døde og satte dine små aftryk i mange mange hjerter.
Jeg håber din lille familie har haft en god dag!
Lille India du betyder så meget for så mange, og er det barn fra juni 2006 som udover William har fyldt mest i mine tanker.
Tak fordi du kom her og tak til din mor for at hun har ladet os lære dig så meget at kende.
Det har virkelig været lærerigt og betyder så meget!
Knus Line
Kære Line
40 minutter forsinket, men tillykke med Indias to års fødselsdag. Jeg håber det blev en fin dag, med flest gode minder og tanker :-)
Mange Kram fra Janni
Tillykke med India fødselsdag i går.
Jeg er glad for, at jeg har fundet vej til Indias og jeres univers her.
Jeg håber, at I havde en rigtig India dag. At I fik markeret det, præcis som I havde lyst til.
Kram herfra.
Kære Line
Jeg håber i havde en god dag sammen med India igår. Et forsinket tillykke herfra.
Anette
Også et forsinket tillykke herfra, Line!
Jeg håber dagen blev præcist, som du gerne ville ha´!
I er simpelthen så dejlige! Tak - jeg græder...
Send en kommentar