En dejlig ferie i Moffehus og optakt til en India-fødselsdag

Så er vi hjemvendt fra en dejlig "læse"-ferie i Moffehus... Vi hyggede og nyggede, og det var lige hvad jeg havde brug for. Raja og jeg tog på lang-ture for at faren kunne få læsefred, i 2½ dag rendte vi to Bro-boere forvildet rundt i kulhuse for at finde nogle dyr. Nogle rigtige dyr, du ved: køer og heste. Vi fandt dem, Raja var meget benovet, omend også en kende skræmt over de store dyr. Vi plaskede også i regnpytter, legede med frøer, gate-crashede grundejerforeningens sommerfest(der mindede os om hvorfor vi bor i byen - GOSH et hammer-hammer-fedt-tag-hunden-med-i-himmelen-kultur-chok!). Om aftenen spillede Thor og jeg kort, fik grineflip og hørte fodbold i radioen.

Regnvejrs-metode-læsning i sommerhusregn med pejsen tændt; så var det lige til at klare for den ambisiøse Thor, der får ferie på torsdag.

Hvis jeg forresten ser træt ud på alle billederne, så er det fordi Bajababarnet lavede kindtænder om natten.

Det var ren og skær hygge-lykke i Moffehus, tænk en gang. Jeg tror aldrig jeg har været lykkeligere end jeg er nu. Og det er igrunden underligt, for imorgen er det to år siden at India døde, og jeg har altid tænkt at mærkedagene ville være de hårde, nu hvor år er gået siden hun levede og døde.

Mit liv er gået videre, men Indias sluttede. Og måske har jeg givet slip på tanken om det der skulle have været, men istedet nyder at hun er nærværende som hun kan være det som død. For opmærksomhed har hun fået og får imorgen. Og det varmer hendes mor. For selvom det ikke længere er en nødvendighed i mine relationer at der bliver spurgt til mig og min sorg og min India, så er det stadig så befriende at få talt med om hende, at få talt om mine tanker om hende. Det letter, det varmer og det befrier, også selvom jeg grundlæggende har det pisse godt.

Imorgen er det Indias fødselsdag. Vi skal bare gøre hvad der føles rigtigt, go-with-the-flow-agtigt... Vi har ordnet ovre hos hende idag, vi har bestemt et beløb som vi selv sender videre til Indias gave, jeg har tændt en masse stearinlys og sat India Arie på. Men det er somom jeg ikke helt er der endnu - jeg tør sgu ikke give slip og lade mig rive med af minde-fødselsdags-stemningen. Jeg er så bange for at blive ved at falde, at knække hvis jeg lukker sorgen ind igen. Jeg ved at sorgen over Indias død vil være med mig altid, men jeg ved også hvor altomslugende den kan være, og kæmper nok lidt mod i øjeblikket. Måske også fordi jeg har behov for at imorgen skal handle om India. Ikke om mig og mit følelsesregister, men om hende, hendes eksistens og hendes væsen. For nu, to år efter, kan India-universet hurtigt komme til at være mig, mig og mit. Om min sorg, min proces og mine følelser, mine relationer til omgivelserne osv. Hun var mere end alt det, hun var et menneskebarn. Hun var mit menneskebarn, Thors menneskebarn, men mest sin helt helt egen, smuk, unik, død og fantastisk dejlig...